Kan vi lære af civil ulydighed og finde nye former for klimaaktivisme?

“I ødelægger klimakampen.” En sætning, mange aktivister der laver civil ulydighed møder. Jeg har selv været nysgerrig på, om klimaaktivisternes protester hjælper eller spænder ben for kampen. Derfor talte jeg med klima- og miljøsociolog Anders Blok om civil ulydighed, mobilisering og hvordan klimabevægelsen kan lykkes endnu bedre.

Fremtiden skal males grøn – Hvordan kan klimaaktivister spille en bedre rolle?

Skrevet af Karoline Fodgaard Hansen 6.2.26

De kaster maling på et kunstværk på Statens Museum for Kunst. De overmaler juletræet på Rådhuspladsen med orange maling. De blokerer motorveje ved at sætte sig ned foran dem i protest. De limer sig fast til Industriens Hus. De blokerer hovedvejen til Kastrup Lufthavn. De sætter brandalarm i gang på Christiansborg. De hælder ”olie” ud over Danske Bank. De sultestrejker for at råbe politikere op.

Klimaaktivisme i dagens Danmark. Protesterer for en grønnere fremtid. Men bliver fremtiden grønnere ved at kaste maling?

Hvis du spørger aktivisterne, vil de jo sige ja, ellers ville de ikke gøre det. Spørger du eksperterne, svarer de både og. Det kommer nok an på situationen. Spørger du nogle af politikerne, vil de sige, at aktivisterne er mentalt underfrankerede. De almindelige danskere vil juble, når aktivisterne bliver skubbet i jorden af en garder. Men der er også dem, som bliver inspireret og tager del i kampen.

Der er ikke et endegyldigt svar. Det er svært at spå om, hvad der virker. I hvert fald når man er i protesternes samtid. De starter samtaler, ja. Men regeringen har ikke droppet opsætningen af de 15 nye motorveje endnu. Måske det sker om nogle år. 

Lad en uvidende, almindelig dansker agere spåkugle

Lad os gennemgå den civile ulydighed. Lad os blive inspireret, og måske lad os gentænke, hvad klimaaktivismen skal kunne her i 2026. Det spørgsmål er blevet stillet i mange år nu uden at komme frem til et klart svar. Det gør vi sikkert heller ikke, men vi kan tale om, hvilke mekanismer der skal til for, at det faktisk kan rykke på noget.

Men jeg vil alligevel starte et andet sted. Jeg vil starte med mig. For hvordan kan jeg gøre mig til herre over, hvad god klimaaktivisme er? Eller ikke er? Hvilke kompetencer, viden og erfaringer besidder jeg, der gør mig egnet til at tage denne snak op?

Faktisk ingenting.

Men det er måske også det, der kan gøre det interessant. En fra den anden side. En, der kan sige, hvad der virker for mig. Jeg er den almindelige dansker, der skal overbevises, når der protesteres. Det er mig og mit ophav, man gerne vil have til at handle, ændre adfærd og være med til at lægge pres på magthaverne. For det er det, som rykker noget.

Okay. En hel neutral, almindelig dansker er jeg heller ikke. De sidste to måneder har jeg været i praktik hos Klimabevægelsen, mit forbrug er nedsat og består hovedsageligt af genbrug, jeg har sagt farvel til svine- og oksekød samt fjerkræ, og jeg forsøger at minimere min flytransport. Jeg har i hvert fald taget stilling til mange ting og omlagt vaner, der er dårlige for klimaet.

Selvfølgelig får jeg hjælp af en med de rigtige kompetencer, Anders Blok, som er professor ved Københavns Universitet inden for miljø- og klimasociologi, socialteori og mere til. Han ved en del om aktivisme og civil ulydighed – specielt inden for klimakampen. En kamp og sag, der er svær at få samlet folk om.

– Generelt har det jo været vanskeligt at mobilisere omkring klimasagen. Det har vi set op igennem miljøbevægelsens historie. Man har forsøgt med forskellige symbolske rammesætninger og fortællinger. Mange famlede et godt stykke tid rundt for at finde den rigtige måde at gribe den her problemstilling an på og få skabt folkeligt engagement i den.

Klimaaktivister blokerede vejen foran klimaminsteriet i 2019, og tegnede 68.455 kridtstreger på fortovet – én for hver underskrift på borgerforslaget “Dansk klimalov nu”

Hvad virkede for mig?

Mine roomies kalder mig bedst på Breaking og Live. Jeg følger dagligt med i nyhedsbilledet, når bjælken var gul, og der blev varslet klimakollaps. Jeg har fodret mig selv med viden, så jeg bedre kan tage stilling. Hovedsageligt stammer min stillingtagen fra medierne.

Til tider har jeg været uforstående, når jeg har set klimaaktivister protestere ved at kaste med maling og suppe på kunstværker, lime sig fast til vejen under en Tour de France-etape eller sætte sig på banen under Formel 1-racerløb. Hvordan har det på nogen måde gavnet sagen?

– For at den civile ulydighed får gennemslagskraft, skal det tale ind i nogle bredere strømninger og bevægelser i samfundet. Hvis vi kigger på muligheden for civil-ulydig klimaaktivisme, så handler det jo ret meget om at bryde igennem lydmuren til medierne, fortæller Anders Blok.

– De aktioner har i ret høj grad til formål at være medie-egnede og skabe en type opmærksomhed. Og så håber man, at det kan være med til at skabe et rum for, at man faktisk kan komme til at snakke i offentligheden om klimaforandringerne, uddyber Anders Blok.

Okay, de fik mig. For jeg læser nyhederne og følger med i, når klimaaktivisterne kommer til orde. Jeg lytter på, hvad de har at sige om klimaforandringerne. Nogle ting tager jeg ind. Andre ting gør jeg ikke. Jeg har stadig svært ved at forene mig med den måde, de vil opnå taletid i medierne.

Men samtidig ved jeg også godt, at man må tage andre kraftige midler i brug for overhovedet at blive hørt og tale ind i en dagsorden, hvor klimaet glider længere ned på regeringens prioriteringsliste. Der skal være nogle, som skal råbe vagt i gevær til regeringen.

Ligesom når kræft-forsker, Nikoline Borgermann, finder alt andet nytteløst og ser protesterne som den eneste udvej. 

Eller NASA-forskeren der gjorde det samme, fordi han var træt af, at der ikke skete mere på klimaområdet, trods adskillige dystre advarsler. 

Den civile ulydighed kan være den sidste udvej, når man føler, at man bliver ved med at løbe mod en mur. Den har virket mange gange før – det er historien et glimrende eksempel på.

Flere forskere har i de seneste år følt sig nødsaget til at lave civil ulydighed for klimaet, blandt andre kræftforskeren Nikoline Borgermann og Nasa-klimaforskeren Peter Kalmus.

Protesterne, som lykkedes

Vi befinder os i Montgomery, Alabama, 1955 i raceopdelte USA. En sort kvinde ved navn Rosa Parks stiger på en bybus og sætter sig i midtersektionen. En hvid passager kommer ind og forventer at få Rosas plads. Men Rosa nægter at vige sit sæde. Hun ender med at blive anholdt, sidder i fængsel i fem dage og bliver løsladt mod kaution.

Aktionen blev til en busboykot i flere hundrede dage og endte med en sejr til Borgerrettighedsbevægelsen: Raceadskillelsen i bussen var forfatningsstridig.

Rosa Parks’ civile ulydighed (som det desværre var dengang) var med til at ændre og give afroamerikanere borgerlige rettigheder. En borgerrettighedsbevægelse var i gang.

– Der var angiveligt en del, der tog afstand fra metoden, men allerede på det tidspunkt var der en moralsk strømning og bred moralsk forandring i samfundet undervejs, som det kunne tale ind i og være med til at galvanisere. For at den civile ulydighed kan have gennemslagskraft, skal det tale ind i nogle bredere strømninger og bevægelser i samfundet, fortæller Anders.

Der er flere eksempler på aktivister, der har skabt forandring både i Rosas samtid, før og efter: Martin Luther King, Mahatma Gandhi, Malala Yousafzai, Rødstrømpebevægelsen, Gen Z, der protesterede mod korruption i Bangladesh, Nepal og Madagaskar og faktisk formåede at vælte deres regeringer.

De har haft så stærk en dedikation, at de vandt opbakning til deres sag, så mobiliseringerne lykkedes. Men ikke alle stod og klappede i hænderne over bevægelserne. Tværtimod.

Upopulære i samtiden

Når vi kigger tilbage, hylder vi Rosa Parks, Martin Luther King og Gandhi som store forbilleder og helte. Men i deres samtid blev de ikke altid set som helte. 

Det er måske svært at forestille sig nu. Men Martin Luther King var også upopulær, mens han levede. Hele 3 ud af 4 amerikanere misbilligede Martin Luther King lige inden han døde. Halvdelen af de hvide amerikanere mente, at han skadede borgerrettighedsbevægelsen, kun 36% mente at han forbedrede den. Selv 60% af de sorte amerikanere anså ham som irrelevant. Det ser helt anderledes ud i nyere tid, hvor 93% anser borgerrettighedsaktivisten positivt. 

På trods af at Dr. King selv nægtede at ty til vold i bevægelserne, blev han skudt. Blandt magthaverne og befolkningen var der nogle, som ikke ønskede eller turde gøre noget for forandringen.

Der er også eksempler på det i dag, hvor fossilindustrien i USA forsøger at tie protesterne ihjel ved at sagsøge dem for milliarder. Hvis aktivisternes protester og kritik ikke er rigtig, er der ingen grund til at lave søgsmål på flere milliarder – ud over at tie sandheden ihjel og føre forbrugerne bag lyset. 

Protesterne er vigtige. Det har de altid været – også selvom majoriteten ikke har set positivt på dem i deres samtid.

– Man skal skelne imellem de to former for upopularitet. Nemlig det forhold, at man per definition stiller sig i opposition til magthaverne og gør sig upopulær ved dem. Det er ikke det samme som, når man er upopulær i den bredere befolkning og i de symboldefinerende grene af et samfund, f.eks. i medierne.

Fælles for bevægelserne har været at iværksætte revolutioner og systemforandringer mod magthaverne – både i autokratiske styreformer, men lige så vel i demokratiske samfund, hvor det også har sin plads.

– Civil ulydighed har været den mulighed, man har haft i en hel del situationer, hvor man har stået over for undertrykkende regimer. Når man står overfor lovfæstede uretfærdigheder, er det ofte sådan, at man må ty til civilt ulydige metoder for overhovedet at have en realistisk chance for at gøre modstand mod det, fortæller Anders Blok.

Metoder, som også bruges i demokratier, slår han fast:

– Man har jo nogle steder haft race- og etnisk betinget undertrykkelse, og man har haft undertrykkelse af kvinder, som har givet anledning til mobiliseringer og modstandsformer, der også har involveret civil ulydighed. Det gælder sådan set også på miljø- og klimaområdet fra 1960’erne og op. Der har civil ulydighed også været et integreret repertoire.

Anders nævner eksempler på civil ulydighed på klima- og miljøområdet, som er lykkedes. Greenpeace fik reddet hvalerne gennem deres protester i 70’erne, der medvirkede til det internationale hvalfangstmoratorium – et stop for kommerciel hvalfangst – i 1982. Selvfølgelig har de haft mange andre succeser ved deres civile ulydighed. 

En anden miljøorganisation har været Chipko-bevægelsen i Indien, hvor kvinderne i landsbyerne i Himalaya-regionen begyndte at omfavne eller binde sig til træer for at protestere mod træfældning – med betydelig succes i forhold til indisk natur- og skovbevarelse ifølge Anders.

Men hvordan er det gået klimabevægelsen i nyere tid?
Gør klimaaktivisterne folk mere immune?

Brød lydmuren nytårsaften 

Nytårsaften så jeg nytårstalen som så mange andre. Jeg så med, da der var vagtskifte på Amalienborg blandt livgarderne, tonerne af Kong Christian stod ved højen mast lød, og da aktivister fra Nødbremsen tittede frem på skærmen. I øjeblikket har jeg nok tænkt: ”Nå, er det nu dem igen?”

Efterfølgende kunne jeg følge med i vreden mod dem, og hvordan det blev en mainstreamholdning at hylde livgarderen, der væltede en af aktivisterne. Begge blev politianmeldt. Den ene udtalte sig til medierne, den anden gjorde ikke.

Mest af alt var jeg bare forundret over vreden mod dem. Alligevel har jeg set det her nummer tilpas mange gange til, at det ikke længere rykker noget i mig. Det er blevet en del af normen, fortællingen og værst af alt mainstreamen. Forklaringen kan være habituering, hvor man oplever den samme stimulering igen og igen, hvor man til sidst holder op med at reagere på den. 

Men hvad er klimaaktivismens helt store udfordring?

– Man kan sige, at klimaaktivisme står med nogle udfordringer. Måske står den direkte og civilt ulydige klimaaktivisme med de største udfordringer. Det handler om, hvor stor en type opbakning og mobiliseringseffekt de her aktivismeformer har. Der er jeg skeptisk.

Hvorfor?

– Den type organisationer, der har fået opmærksomhed på nogle forstyrrende aktioner i de senere år, har ikke haft den helt store betydning. Der har været tale om relativt små og spredte aktioner, sjældent indlejret i større kampagner og sjældent på en måde, der er lykkedes med at få budskaber ud i medierne, som har kunnet sætte bredere klimadagsordener.

Klimaaktivisme har altså svært ved at få momentum og vind i sejlene lige nu. Selvom de fik trængt igennem lydmuren nytårsaften, er spørgsmålet, om det er til livgardernes fortjeneste frem for klimaaktivisternes egen.

Den radikale flanke

Som Anders Blok påpeger, er klimaet en vanskelig sag at mobilisere omkring. Det har været svært at lave alliancer og kampagner med den rigtige fortælling. Skal man gå alarmistisk til værks? Mere håbefuldt til værks? Skal man købe ind på idéen om en grøn vækst?

Tanken har strejfet mig, at klimakrisen er kompleks, og det er derfor, det er svært at mobilisere folk om den. Der er for mange mobiliseringer med stærke budskaber, men med forskellige metoder, de tager i brug for at nå målet. Hvorfor kan man ikke bare gøre det enkelt og sætte sig i en bus som Rosa Parks?

Vi ved ikke, hvad der i teorien er med til at rykke verden, før det sker. Om det handler om at sætte sig på det ”forkerte” sæde i bussen, en svensk skolepige, der strejker for klimaet, en sort mand, der bliver slået ihjel af politiet i USA, eller en hvid mand, der bliver skudt og dræbt af immigrationsmyndighederne, der antænder det hele.

Svaret er mange. For vi ved heller ikke, om det hjælper at spærre vejene. Men den kan alligevel have en eller anden form for effekt. 

Den radikale flankes effekt.

Anders Blok mener, at flanken spiller en rolle i klimakampen. På flanken hører de lidt mere radikale typer af klimaaktivister til, som laver civil ulydighed. 

– Det handler i høj grad om den her effekt. En grundlæggende pointe er, at hvad der bredt samfundsmæssigt opfattes som acceptabelt, moderat eller radikalt, er historisk og kulturelt foranderligt. Det kan man strategisk benytte og få glæde af i en bevægelse, som måske på et givent tidspunkt kan opfattes som radikale typer. De kan være med til at skubbe til det samlede rum af holdninger omkring et spørgsmål og kan få de mere moderate stemmer til at se mere fornuftige og acceptable ud.

Flanken kan være med til at flytte den brede samfundsmæssige forståelse og normer for, hvad der er acceptabelt og tænkbart omkring en problemstilling som for eksempel klima. Samtidig pointerer Anders også, at den radikale flanke ikke er til for at være populær, men for at starte dialogen. 

Der er nogle studier og eksempler, som viser, at den type effekt faktisk virker og er med til at mobilisere klimasagen. Pointen er, at idémæssigt radikal mobilisering ved fx fossil afinvestering skaber rum for en mere moderat debat som CO2 beskatning. Der er plads til bredere mobiliseringer, fordi de starter samtaler og alligevel får folk til at tage del i klimakampen – bare på deres egne præmisser. 

Et andet svar er de bredere alliancer i retning af en mere bæredygtig stat. En alliance som måske når ind til fagbevægelsen:

– En mere fælles post-vækst-vision og fortælling. Få den konkretiseret, så den giver mening i en politisk virkelighed, hvor borgerne kan begynde at se for sig, hvad det vil indebære. En kollektiv læringsproces, og der mener jeg, at der er behov for, at klimaaktivisterne hjælper os med at komme længere i den proces, fortæller Anders Blok.

Den nye, fælles klimaaktivisme

Heldigvis fik vi en forholdsvis ny og bred alliance, som faktisk virkede og fik grobund. Det er værd at huske på, mener Anders Blok:

– Der er sket en samling med en bred klimaaktivisme, klimaretfærdighedsdiskurser og fortællinger, som har virket samlende. Det helt store, der er sket, er, at vi fik den her ungdomsbårne klimaaktivisme, som man kalder den nye klimaaktivisme, fortæller Anders Blok.

Hvorfor var den med til at rykke på dagsordenen? 

– Den havde en meget bred mobiliseringseffekt rundt om i forskellige civilsamfund. Der blev skabt et nyt politisk subjekt, hvor unge i en bred forstand kom ind og blev sindbilledet på den klima-bekymrede generation. Det havde en symbolsk kraft, der var med til at skabe en mobilisering. 

Klimakampen har i de senere år givet plads til mange forskellige grupper. De mange mobiliseringer gør også, at der er plads til alle slags mennesker. De radikale, protesterende typer, der kaster med maling og spærrer motorvejen, dem der søger dialog med politikerne, dem som sultestrejker for en bedre Grøn Trepart, Klimamarchen, De grønne Nabofællesskaber, Bedsteforældrenes Klimaaktion, Energikoret og meget mere til.

Men hvordan lykkedes den civile ulydighed at gavne klimakampen bedst muligt? 

Spørgsmålet til en million. Men vi kan prøve os frem. Tænke nyt – tænke ud af boksen. Prøve at sætte sig i bussen.

Tidligere aktivister, som var en del af Rødstrømpebevægelsen, foreslår, at man skal bruge humor, flytte diskussionen og have tillid til sagen – klimaet er truet, og det skal man stå ved. Hvis man er en klimatosse, så er de andre klimabenægtere eller idioter. Jeg ved bare ikke, om det vil gavne sagen at kalde dem idioter. 

Ifølge Rune Lykkeberg, ansvarshavende chefredaktør på Dagbladet Information, skal vi tage sagen i fælles hænder. Den civile ulydighed er ikke problemet i sig selv. Problemet er, at det ikke virker. Folk har hørt opråbet før. Vi skal holde op med at tale klimaforandringer, men tale med dem, man møder, om det, de holder af, og det, der er deres stolthed. Fortællingen skal ændres. Vi skal tale til følelserne.

Det er også det, Solveig Roepstorff, klimapsykolog og Klaus Bruhn, forfatter til en længere rapport om klima-misinformation, slår fast. Anders Blok er tilhængere af selvsamme:

- Vi skal have en fælles og motiverende forståelse af, hvad det er for nogle skridt, der skal til for, at vi gradvis bevæger os mod afkarbonisering. Hvad problemstilling går ud på, hvad den kalder på af samfundsmæssige modsvar og hvordan økonomien skal se ud og laves om.

Hvordan gør vi det? 

– Der skal i højere grad være fælles billeder, fælles narrativer, fælles kampagne, fælles alliancer, som skaber og støtter den her vej, vi er på i processen. 

Katastrofefortællingerne er der nok af i forvejen: Donald Trump, Putin, en ny verdensorden, toldsatser, krige og fremmedhad. Vi kan ikke også have klimahad. Folk skal tages i hånden. Vi skal tages i hånden. 

Historien om, hvad Danmark og verden kan blive til, hvis den var grønnere, skal fortælles. Der skal bruges eksempler, hvor det lykkedes. Vis folket den rette vej i stedet for at sætte sig på den.

Man skal ikke være bange for at løbe panden mod en mur. For hvem siger, det er muren, der holder?

Hjælp os i Klimabevægelsen, med at få politikerne og andre magthavere til at tage klimakrisen alvorligt. For helt ned til 17 kroner om måneden kan du blive medlem her:

Du kan også skrive under på Klimabevægelsens underskiftsindsamling om at stoppe afbrænding af træer for energi: