Når vreden rammer klimakampen, kan fællesskabet være modgiften

Et tegn på træthed og udmattelse over verdenssituationen kan karakterisere vreden mod klimaaktivisterne, der nytårsaften protesterede på Amalienborg. En modgift kan være at invitere flere med ind i fællesskaberne og vise, at der er flere veje ind i klimakampen.

Vi har spurgt psykolog, Solveig Roepstorff, hvorfor der opstod så meget vrede.

Skrevet af Karoline Fodgaard Hansen 2.2.26

Garderne gør klar til deres vagtskifte. En fast tradition efter monarkens nytårstale. Inden længe begynder de at spille ”Kong Christian stod ved højen mast”. Pludselig hopper tre mennesker ind foran kameraet med et banner, hvor der står: ”Klimakollaps, træk nødbremsen”.

En mand, som er i gang med at filme vagtskiftet, råber ”ej, mand,” og man kan høre flere råbe ”buuh”.

Indtil en overordnet får skubbet aktivisterne væk. En af dem bliver stående, men ikke ret længe efter bliver vedkommende skubbet yderligere væk af en garder. Aktivisten ryger i jorden. Det udbryder jubel på pladsen. De efterfølgende dage kan man følge med i nyhederne, på sociale medier og kommentarsporet. Stemningen er ikke god. I hvert fald ikke, hvis man er på klimakampens side.

Kulturministeren kaldte demoen for ”mentalt underfrankering i høj potens”.

En anden skriver:

”I fortjener kun at blive rykket rundt. Jeg har respekt for klimaet... indtil I begynder på det der. Jeg nyder nu at lave CO₂.”

En tredje skriver:

”Jeg har været klimaaktivist hele mit liv og har støttet jer. Men det er slut med støtten til jer. I gjorde jer selv og hele sagen til grin med det stunt.”

En fjerde skriver:

”I kunne passende skifte navn til Bremsesporet”.

Kommentarsporet og opslagene bliver ved. Det er mest de klimaskeptiske typer, der florerer. Og så er der dem, der måske gik op i klimakampen, men nu ikke længere vil være en del af den, fordi de har set sig irriteret på Nødbremsens handling. Siger de.

Men hvad skyldes denne vrede? Og hvad skyldes denne voksende skepsis imod klimakampen i stedet for at tage del i den?

Det er vi nødt til at komme til bunds i, så vi kan tage dialogen om, hvordan klimakampen kan gøres bedst muligt.

En pause fra realiteterne

Når kongen lige har holdt sin nytårstale, skåler man ofte hjemme i stuerne i et glas bobler. Nogle tager også ind på Amalienborg for at se vagtskiftet hos garderne. Det er en tradition – en tryg en af slagsen – for mange.

“Verdensordenen har givet meget uro. Folk er udmattede og tryghedssøgende. Mange sidder måske og føler en lille trøst i kongens nytårstale, for her er der i det mindste en ting, der er som det plejer. En pause fra realiteterne. En del mennesker har nok allerede aktiverede nervesystemer, og så skal der ikke ret meget til, før man kommer helt op i det røde felt”

Udtaler Solveig Roepstorff, da hun bliver spurgt, hvorfor vreden har været en stor reaktion på Nødbremsens demonstration. Hun er selvstændig psykolog og har et ben solidt plantet i et felt, der hedder klimapsykologi. Hun er forfatter til bogen ’Klimapsykologi’ og bør om nogen kende til psykologien bag vrede, skepsis og angst over for klimaet.

For ja, der er mange følelser forbundet med emnet på begge fløje, og det kan ses og mærkes i kommentarsporene:

“Her er vi ret afkoblede fra andre, og agerer anderledes end hvis vi møder hinanden i virkeligheden. Det er det jo de færreste, der er så ophidsede og rigide uden for skærmen. Folk mister deres gode manérer, og normerne for, hvad man kan tillade sig i et kommentarspor, er rykket i den forkerte retning,” fortæller Solveig og pointerer:

“Hvis de satte sig ned og havde en samtale, så tror jeg, de – i hvert fald efter et stykke tid - ville være lidt mere fornuftige og nuancerede at høre på.”

Folk er kørt trætte i kriser og vil bare gerne have noget, der er normalt for en stund. Og ja, kommentarsporet er afkoblet fra virkeligheden. Men vreden er der bare stadig, og det er svært her i januar 2026 at kunne genkende den virkelighed, vi havde i 2019 med et klimavalg. Det var på alles læber, det blev til en vigtig dagsorden, og vi blev alle taget med storm af Greta Thunberg.

Hvad skete der?

De smittende effekter på begge sider

Man kan tale om en smittende effekt. I 2019 havde Greta en smittende effekt, hun havde en historie, og hun var en historie. Ud af det blå blev hun sendt fra himlen for at styrke klimadagsordenen. Blot ved at skolestrejke for klimaet i flere måneder.

Men der er sket meget siden da. Bedst som vi troede, klimaet havde vind i sejlene, og det for alvor skulle rykke, kom corona, Rusland invaderede Ukraine, krigen i Gaza, Donald Trump blev valgt som præsident igen, og listen er atter blevet lang for, hvorfor det går den forkerte vej. Der kan anspores en træthed, og folk er udmattede. Samtidig lever mange mennesker i fornægtelse, fordi Trumps og hans administrations holdninger også er smittende. Generelt har USA desværre bare meget at skulle have sagt, hvad det angår klimaet. 

“Klimakrisen har – med Trump som højtråbende bannerfører – fået en langt mindre fremtrædende plads og betydning. Globalt og også nationalt. Når Trump kalder klimakrisen for et kæmpe fupnummer, har alle verdens klimabenægtere jo fået en legitimitet og noget at spejle sig i”, fortæller Solveig. 

Hvis man er blevet udsat for løgne og misinformation omkring klimaet nok gange, så begynder man også at tro på det, selvom man  i første omgang godt vidste, at informationen var løgn. Effekten kaldes Illusory Truth Effect, og det er måske den effekt, som Trump og hans tilhængere er mest glade for at gøre brug af. Det blev til over 30.000 løgne under hans første præsidentperiode.

Politifact, et faktatjek medie i USA, har kaldt 2025, som Løgnens år. Normalt plejer de bare at kåre årets løgn, men der har simpelthen været så mange løgne, at det var for overvældende bare at vælge en. De fleste af dem kom også fra Donald Trump.  Dermed er det jo også nemt at falde i misinformationsfælden og tro på løgnen, nu når man lige har passeret løgnens år. Og det var ikke just, fordi 2026 startede ud med sandhedens time. Måske de bare ender med at kalde det Løgnens præsidentperiode eller løgnens årti. Desværre smitter løgne også, lige så meget som Gretas opråb.

Men hvorfor smitter løgnen? Og hvorfor er folk ikke bedre til at adskille løgnen fra sandheden? 

De psykologiske aspekter

Vi mener, at klimaaktivisterne er aktører i et fupnummer. Vi griner af dem, og vi klapper, når de bliver skubbet af ordensmagten eller bliver anholdt. Vi siger, at aktivisterne ødelægger klimakampen for alle, når de protesterer nytårsaften på Amalienborg. Vi skråler, at vi vil udlede mere CO₂ på grund af deres arrogance over for almindelige mennesker. Vi bliver sure, fordi de udfordrer vores selvbillede, vores politiske overbevisning og vores sande identitet. Klimakrise go home. Vores identitet vinder altid. 

Modreaktionen er en realitet for nogle, der ser protesterne som vedvarende fuckfinger om, at almindelige mennesker ikke gør nok.

Det er nemt for os at tage afstand fra noget, som er så overvældende en kolos, som klimakrisen er. Den er kompleks og diffus, fordi den hverken har en begyndelse, en midte eller slutning. Hvis man så bliver dunket i hovedet af klimavidenskaben, der siger: “Du er en del af problemet med dit forbrug og din måde at leve på” 

Den naturlige reaktion bliver hurtigt et selvforsvar, hvor man peger fingre ad andre og ikke den rationelle variant; “Så må jeg hellere ændre min livsstil”.

Et ubehag opstår, når der er uoverensstemmelse med ens viden og ens handlinger, det kaldes kognitiv dissonans. For at komme udenom den følelse, kan man enten ændre adfærd, eller gå på jagt efter grunde til at man kan ændre opfattelse.  

Når klimaaktivister råber op om klimakrisen, kan de hurtigt blive gjort til syndebukke. De går ind og prikker til folks morale, viden og ens identitet. Måske gør dem opmærksomme på deres moralske ansvar i klimakrisen. Et ansvar som kan føles helt diffus, og så er det altså lettere at blive vred og irriteret på aktivisten for at udstille en, end egentlig at håndtere klimakrisen.

Identitet spiller også en rolle. Folk, der deler samme overbevisning som Trump, men også en del andre verdensledere med forskellige ideologiske baggrunde, ser det som et angreb på ens identitet. Hvor man har svært ved at sympatisere med klimakrisen, fordi det kræver et opgør med dele af ens selvforståelse og tilhørsforhold.

Klimahandling kræver for meget regulering, begrænsning og er en moralsk indblanding i ens liv, hvilket er i konflikt med ens overbevisninger. Her vinder identiteten næsten altid. Det er i hvert fald det Dan Kahan skriver i sin rapport: Ideology, Motivated Reasoning, and Cognitive Reflection.

Samtidig er klimakrisen jo heller ikke just et sted, man går hen, når man har brug for tryghed og velbehag. Det er ikke der, man starter, når verdensproblemerne buldrer af sted.

“Når et problem er svært at afgrænse og forstå, så står vores rationelle hjerne af, selvom man skulle tro, den var god til klimakrisen.  Vi har vores automatiserede og ubevidste hjerne, der kører af sted, men når vi så kommer ned i tempo, så er det, vi nemmere kan forstå de her ting,” fortæller Solveig. 

Det kan være svært, hvis folk er ved at blive resistente over for den smittende effekt, Greta og klimakampen havde i 2019, folket tror mere på løgnen, eller den langsomme hjerne ikke bliver sat mere i spil. Men hvad med følelserne? Spiller de en langt større rolle, end vi tror?

Kunsten kan spille en rolle. Kunsteren Bo Pedersen laver klima-kunst og er aktiv i Klimabevægelsen i Køge

Følelserne som ledestjerne og klimafrøerne

Der er også dem, som bare lukker ned og bliver apatiske. Dem som har hørt tilpas nok gange fra klimaaktivisternes protester. Solveig beskriver det som en form for habituering,

“Når man som individ bliver udsat for klimakrisen, tilpas nok gange til, at man oplever den samme stimulus og holder op med at reagere på denne stimulus.”

Ligesom hvis du putter en levende frø ned i en gryde med kogende vand, vil den springe op med det samme. Men hvis du sætter en levende frø ned i en kold gryde og derefter skruer op for varmen, til det koger, så vil den blive siddende til det er slut, fordi den ikke opdager, det er slut. Sådan er reaktionen også for nogle mennesker, som er blevet vant til snakken om klimakrisen, men bliver siddende.

Heldigvis gør det sig ikke gældende for alle. Men hvad stiller vi så op med klimafrøerne?

“Det kan for nogle være belejligt at sige, at de ikke orker, hvis det skal være den larmende måde, aktivisterne protesterer på. Men måske orkede de det heller ikke i forvejen? Hvis det først er blevet et følelsesmæssigt anliggende at gøre noget, så er det en mere gangbar vej end at handle med fornuftens stemme, der står og siger: Jeg burde også. Fra adfærdspsykologien ved vi, det er utrolig svært at ændre vaner og normer, hvis det kun er fornuftens stemme, der er en ledestjerne,” fortæller Solveig Roepstorff.

For Solveig selv blev det et følelsesmæssigt anliggende at tage del i klimakampen, da hun tilbage i 2018 oplevede, hvordan klimaforandringer var med til at give os den varmeste sommer, vi nogensinde havde haft, i hvert fald på daværende tidspunkt. Præget af hedebølger og tørke, der førte vilde konsekvenser med sig, som naturbrande og overdødelighed blandt ældre.

Efter den tørre jord slog sprækker under hendes fødder, voksede ubehaget sig større i hende, og klimakampen var nu noget, hun måtte tage del i. Det blev til et følelsesmæssigt anliggende, og når det først er blevet det, er det svært at vende den anden kind til.

For at gøre klimakampen mere betydningsfuld, fremtrædende og noget, som alle har et fælles ansvar for, så er der på en eller anden måde brug for en ny ledestjerne. En stjerne, der lader følelserne lede mere end fornuften. Eller lader følelserne tale sit rene sprog: Man kan sagtens handle på klimaet i små skridt og på den måde, der tiltaler en bedst.

“Man lader sig heller ikke vælte af pinden, hvis klimakrisen først er blevet et følelsesmæssigt anliggende, fordi nogen har en måde at gøre ting på, man ikke er enig i, såsom nogle aktivisters måde at protestere og demonstrere på. Men vi har brug for mange veje, mange stemmer og mange måder, fordi det her er ikke en ‘one size fits us all’,” som Solveig kalder det.

Fællesskab som modgift

Der findes mange måder at kunne tage aktiv del i klimakampen, som passer bedst til en selv og levemåde. I Klimabevægelsen arbejder vi for at rykke på de større strukturer i samfundet. Andre foretrækker de mere individuelle klimatiltag. Det kan være at sænke sit forbrug, genbruge mere, spise mindre kød, flyve mindre osv. Men det kan måske også være denne form, der for nogle virker afskrækkende, fordi man skal ændre sine vaner.

Solveig lægger meget vægt på, at så længe der er et fællesskab omkring det, vil det give en større drivkraft for almindelige mennesker. Måske også dem, der ikke anså klimakampen som en, de ville tage del i.

“Der skal være nogle inkluderende fællesskaber, hvor man kan komme, som man er, uden at være noget eller nogen bestemt”,

starter Solveig, imens hun fortsætter:

“For nogle vil vejen være at plante nogle træer med andre, for nogle vil det være at arrangere demonstrationer, for nogle vil det være at skrive artikler, og for nogle andre vil det være at gå ind i praktiske, grønne fællesskaber, hvor man arbejder aktivt med at mindske aftryk i det daglige og deler erfaringer. Samtidig skal der også være plads til dem, som sætter sig på en motorvejsafkørsel og protesterer.”

Der sker noget ved os mennesker, når vi er i et fællesskab. Man får kontakt og nærvær om noget, man i forvejen er fælles om.

“ Vi får en belønnende biokemi, når vi er forbundet med andre. Vi udskiller oxytocin og dopamin. Vores nervesystemer reguleres gennem nærvær, kontakt og samvær med andre,” fortæller Solveig.

Hun tilføjer:

“Den allerbedste modgift mod afmagt og frustration er at gøre noget med andre. Samtidig får man jo også et rum, hvor klimakrisen får et sprog, hvor det er okay at have de her følelser og frustrationer, og vi kan tale om tingene sammen. Følelserne, sanserne, nervesystemet skal langt mere i spil end fornuftens stemme.”

Mange undersøgelser peger på, at klimadagsordenen stadig er vigtig blandt vælgerne. Hvis klimaet allerede er et følelsesanliggende for mange danskere, kan klimaaktivisterne vise dem vejen ind i klimakampen, der giver mere mening for dem – også selvom det er komplekst.

For vejen er der, vi skal bare gøre plads til de forskellige måder, det tager at nå dertil. Vi skal lade følelserne få mere frit spil, så folk kan spejle sig i dem. Tale til folks værdier og finde de steder, hvor vi er enige. 

Hvis det er vreden og opmærksomhed, man gerne vil fremme og opnå fra befolkningen, så er det, når de tager en pause fra realiteterne: nytårstaler, EM i håndbold, X Factor osv. Men spørgsmålet er, om det virker?

Stay tuned… Vi udkommer snart med en artikel om civil ulydighed og andre metoder i klimakampen.

Hjælp os i Klimabevægelsen, med at få politikerne og andre magthavere til at tage klimakrisen alvorligt. For helt ned til 17 kroner om måneden kan du blive medlem her: