Folketingets åbning: Vi siger nej til nye olie- og gasfelter

Da Folketinget åbnede i dag, var vi på Christiansborg Slotsplads sammen med vores grupper, samarbejdspartnere og en masse engagerede mennesker for at sætte en klar grænse: Danmark skal ikke fortsætte jagten på ny olie og gas. Og selvom du ikke havde mulighed for at være med på pladsen, kan du stadig være med til at sige fra ved at skrive til ministeren.

Fra morgenstunden samlede vi os på Christiansborg Slotsplads i en bred koalition bestående af Klimabevægelsen i Danmark, Greenpeace, Den Grønne Ungdomsbevægelse, Fossilfri Fremtid, Klimakoret God Energi og Bedsteforældrenes Klimaaktion.

Der var taler, fællessang, kampråb og skilte, og sammen satte vi fokus på konsekvenserne af at forlænge olielicenserne i Nordsøen og åbne nye felter som Adda-feltet.

”Danmarks grønneste regering” åbner ikke op for ny olie og gas

Vores budskab blev set af de forbipasserende folketingsmedlemmer og de landsdækkende medier. Blandt andre blev erhvervsminister Martin Lidegaard (RV) udfordret direkte på, hvordan det hænger sammen, at Radikale Venstre overvejer at fortsætte oliejagten.

Martin Lidegaard sidder sammen med en række andre topministre og partiledere i de magtfulde Regerings- og Koordinationsudvalg, som i disse dage drøfter, om Danmark skal forlænge olie- og gaslicenserne i Nordsøen.

Mens medlemmerne af Folketinget var til gudstjeneste i Slotskirken, talte Klimabevægelsens kommunikationsleder Christina Ihler om behovet for at udfordre fossilindustriens fortællinger og stå sammen om den grønne omstilling.

Statsminister Mette Frederiksen gik på talerstolen i Folketinget klokken 12.10 for i sin åbningstale at berette om ”Rigets almindelige tilstand”, som det hedder i Grundloven.

Her nævnte statsministeren regeringens ambition om, at ”grøn strøm skal udfase olie, kul og naturgas”. Det er en ambition, som Klimabevægelsen deler, men det løfte er helt meningsløst, hvis man som regeringsleder samtidig åbner op for yderligere gas- og olieudvinding i den danske del af Nordsøen.

Kunne du ikke være med på Christiansborg?

Vi har brug for, at du gør det samme hjemmefra! Vores mål er, at der inden for den næste uge lander 1.000 mails i deres indbakke. Det nytter – især når vi er mange, der lægger pres på på én gang. Sådan gør du:

1. Husk at du har ret til at blande dig

Du kan sagtens skrive til en politiker, selvom du ikke ved super meget om olie i Nordsøen. Hvis du er enig i budskabet, kan du skrive. Det er en ganske normal ting at gøre og en god måde at bruge din demokratiske stemme på. Ingen kommer til at skrive tilbage og stille opfølgende spørgsmål. Og desuden behøver man ikke være ekspert for at vide, at mere olie og gas er en uhørt dårlig idé midt i en klimakrise. Men hvis du har brug for lidt mere viden, har vi samlet nogle af de bedste argumenter her.

2. Skriv din mail

Hovedbudskabet er, at det er helt uacceptabelt, at Danmarks "grønneste regering” siger ja til at hive mere olie og gas op af Nordsøen. Hvis vi lader det ske, sender vi et katastrofalt signal til resten af verden og forhaler den grønne omstilling. Hvordan du formidler det, er helt op til dig. Du kan bruge vores skabelon nedenfor hvis du har lyst.

3. Send din mail

Vi vurderer, at regeringens koordinationsudvalg samt enkelte energiordfører er de mest centrale at påvirke, for at stoppe forslaget om mere olie fra Nordsøen. Du finder deres mails her, send dem helst separat eller brug BCC.

4. Giv lyd, hvis du har sendt en mail

Jo flere vi er, jo mere batter det. Så lad os sprede ordet om, at vi er i gang! Del din mail på SoMe, og tag Klimabevægelsen. Eller send os en mail, så vi har en fornemmelse af, hvor mange vi er.

Støt klimasagen med et fast bidrag

Dit faste bidrag sikrer, at vi kan fortsætte vores arbejde med at udfase fossile brændsler.

Næste
Næste

Datacentre, magt og handlekraft: begivenheder i efteråret