Klimabevægelsen deltager i stort forskningsprojekt om politisk klimadeltagelse

Et treårigt forskningsprojekt om klimadeltagelse, med Klimabevægelsen som partner, peger på, at lokale klimaaktivister og fællesskaber er afgørende for at omsætte klimamål til politisk handling i kommunerne.

Skrevet af Karoline Fodgaard Hansen 13.1.26

Støt Klimabevægelsens arbejde

Klimabevægelsen og DemocracyX deltager i det Velux-støttede forskningsprojekt Klima-del – borgeres egne veje til klimadeltagelse, som undersøger, hvordan borgere engagerer sig i klimahandling – særligt i deres lokalsamfund og kommuner.

Det treårige projekt følger Klimabevægelsens arbejde med at styrke politisk klimahandling og handlekraftige fællesskaber. Det undersøger samtidig, hvilke potentialer og barrierer der er for politisk klimadeltagelse på flere niveauer. Det gælder både, hvilke former for deltagelse der opleves som effektive og konstruktive fra kommunen side, og hvordan deltagelsen opleves af de lokalt aktive. 

Projektets undersøgelser peger allerede på et stort potentiale og en tydelig efterspørgsel fra kommunerne efter mere deltagelse fra borgere, der har tid og kompetencer til at engagere sig i politisk klimadeltagelse på lokalt niveau.

Lokalgrupper søger indflydelse

Christina Juhlin, postdoc ved CBS og projektleder for Klima-del, har gennem de seneste to år fulgt Klimabevægelsens arbejde med at styrke veje til politisk klimadeltagelse. Særligt har forskningen haft fokus på, hvordan Klimabevægelsens lokalgrupper søger indflydelse på den kommunale klimapolitik.

Forskningsprojektet er fortsat i gang, men har allerede bidraget til at synliggøre betydningen af Klimabevægelsens vedholdende fokus på politisk klimahandling og på at engagere borgere i handlinger, der sigter mod strukturelle forandringer.

“Hvordan gør vi politisk klimahandling håndgribelig og tilgængelig for flere? Det er et spørgsmål, vi løbende stiller os selv i arbejdet med at opbygge en bred og handlekraftig klimabevægelse. Gennem vores deltagelse i forskningsprojektet Klima-del bliver vi hele tiden mere opmærksomme på, hvor stort potentiale og hvor tydelig en efterspørgsel der er efter, at flere engagerer sig i politisk klimadeltagelse på flere niveauer,” siger Sabina Thulin, organisationskonsulent i Klimabevægelsen.


Klimaaktivister er vigtige medspillere for kommunerne i klimakampen

Når det kommer til at realisere kommunernes klimaplaner, er klimaaktive ikke nødvendigvis de kritiske nej-sigere. Tværtimod viser de sig ofte som nogle af de vigtigste og mest konstruktive samarbejdspartnere lokalt. De vil ind i maskinrummet, inviterer til samarbejde og lægger strategisk pres dér, hvor de kan være med til at rykke på tingene.

Det er en af de indsigter, Christina Juhlin fremhæver fra sine feltstudier:

“De klimaaktivister fra Klimabevægelsen, vi mødte, er mennesker, som aktivt søger samarbejde med kommunen for at forstå, hvordan de kan skabe veje til indflydelse for sig selv og andre. Under kommunalvalget i 2025 arrangerede de grønne vælgermøder for at holde partierne op på deres klimavisioner og for at vise deres medborgere, at politikerne er mere tilgængelige, end mange tror,” fortæller Christina Juhlin, postdoc ved CBS og projektleder for Klima-del – borgeres egne veje til klimadeltagelse.


Flere værktøjer til at styrke borgernes reelle indflydelse på lokal klimapolitik

Mange aktive i Klimabevægelsen følger kommunernes budgetforhandlinger tæt, skriver høringssvar og deler ud af deres specialiserede viden fra det lokale klimaarbejde – alt sammen for at påvirke den politiske retning.

“Med alle værktøjerne fra det, der også kaldes lokallobbyisme, viser de klimaaktivister, vi har fulgt, en konkret vej fra det tavse grønne flertals holdninger til organiseret, kollektiv handling,” siger Christina Juhlin.

Hun understreger, at både kommuner og staten har et ansvar for at udbrede forståelsen af, at borgernes engagement faktisk gør en forskel. Mange kommunalpolitikere efterspørger aktivisternes viden, fordi den kan gøre klimaplanerne både mere ambitiøse og mere kvalificerede.

“I den virkelighed er det de nye klimaaktivister – dem, der insisterer på det lange, seje træk gennem høringssvar, løbende krav og kollektiv handling – som kan vise os andre, at organiseret engagement er afgørende for klimakampen.”

Styrket metodisk bevidsthed og dialog mellem forskning og praksis

Projektets tilgang til samskabelse og løbende tilpasning har muliggjort en række relevante synergier og samspil mellem forskellige indsatser og aktiviteter i Klimabevægelsen.

Forskningsprojektet har fulgt en række af Klimabevægelsens aktiviteter for medlemmer og aktive – fra strategidage og kurser i klimalederskab til netværksmøder om kommunal klimahandling og lokale gruppers aktiviteter. 

Sabina Thulin, der deltager i projektet fra Klimabevægelsen, udtaler:

“Projektet skaber en ramme for at reflektere over, hvilke metoder vi anvender og hvorfor. Det har skabt grobund for en mere struktureret tilgang til metode, afprøvning og metodetilpasning inden for politisk klimadeltagelse, community organizing og engagement. Projektet har allerede bidraget til, at dette arbejde er blevet bedre prioriteret og sat mere systematisk i bevægelsen samt til den løbende kvalitetssikring og metodiske udvikling.”
Sabina Thulin, organisationskonsulent i Klimabevægelsen

Projektet er dermed også af stor værdi for Klimabevægelsen, da den tætte kobling mellem forskning og praksis understøtter læring, metodeafprøvning og opkvalificering inden for politisk klimadeltagelse.

De endelige resultater er stadig undervejs, men det er tydeligt, at projektets tilgange og indsigter allerede har bidraget til udviklingen af nye værktøjer og indsatser, der styrker politisk klimadeltagelse og systematiserer bevægelsens erfaringer på tværs.

Der arbejdes løbende med formidling af projektets indsigter og delresultater.


Flere artikler om projektet
Læs mere om forskningsprojektet i Christina Juhlins kronik i Altinget og på Veluxfondens egen side.


Vil du vide mere om hvad Klimabevægelsen laver? Så læs mere i denne artikel.

Hjælp os i Klimabevægelsen, med at få politikerne og andre magthavere til at tage klimakrisen alvorligt. For helt ned til 17 kroner om måneden kan du blive medlem her:

Du kan også skrive under på Klimabevægelsens underskiftsindsamling om at stoppe afbrænding af træer for energi:

Skriv under: Stop afbrænding af træer
Næste
Næste

Sådan har Klimabevægelsens medlemgrupper sat klimaet på dagsordenen i 2025