Datacentre forhindrer grøn omstilling. Den nuværende datacenterudvikling modarbejder udfasningen af fossile brændstoffer og ødelægger vores levegrundlag. Forskere, aktivister og Klimabevægelsen i fælles debatindlæg på Klimamonitor bragt 2/11 2026.
Vi europæere står over for et valg: AI-mål eller klimamål. Det sagde præsidenten for den Europæiske Forening for Datacentre selv i juni.
Datacenterlobbyen har gang på gang haft succes med at forhindre ny lovgivning om offentliggørelse af deres energi- og vandforbrug og deres investeringsaftaler. Ved at vinde EU-politikere over på deres side, har de sikret Silicon Valleys indflydelse på EU-dagsordenen om AI og digital suverænitet.
EU-Kommissionen har sat et mål om at tredoble medlemslandenes datacenterkapacitet i løbet af de næste fem til syv år med henvisning til behovet for digital suverænitet. Alligevel findes ingen lovgivning, der forhindrer de nye datacentre i at ende i hænderne på amerikanske techvirksomheder.
Ifølge Ingeniørforeningen IDA bruges 81 procent af datacenterkapaciteten i Danmark af amerikanske techvirksomheder. Vi har stadig ikke set bud på, hvordan dem, der vil bygge nye datacentre, vil gøre os mere uafhængige af Big Tech.
Nye datacenteroperatører dominerer desuden ansøgningskøen om tilslutning til elnettet. En genganger i de nye operatører er virksomheden AtNorth, med ansøgninger om projekter i Varde, Faxe og Holbæk, delvist ejet af en anden datacenteroperatør, Equinix.
Equinix udtalte i april, at de ikke har planer om at reservere serverplads til europæiske virksomheder og offentlige institutioner.
Industrien siger, at den er iklædt grønt
Samtidig fortsætter industrien sin kampagne for at overbevise nationale og kommunale politikere om, at de ikke udgør nogen trussel for at nå nationale klimamål og lokale klimahandleplaner.
Kommunerne lokkes i stor stil med fjernvarmeprojekter. Men det er kun få, der i virkeligheden bliver til noget, og serverluften fra datacentrene er mere lunkent end varmt, og kræver derfor store mængder el, når den skal opvarmes til fjernvarmesystemerne.
Techindustrien investerer i elkøbsaftaler for at dokumentere, at de bruger grøn strøm. Det sker også selvom vindmølle- og solcelleprojekterne ligger helt andre steder. Det er et problem, at dem med den største tegnebog, kan købe sig til påstået klimaneutralitet.
Elkøbsaftalerne giver dem også ret til fastfrosne elpriser – ofte over minimum 10 år. Det betyder, at techindustrien i gennemsnit betaler meget mindre i strøm end almindelige borgere og er resistente overfor udsving i elpriserne under for eksempel energikriser. I stedet er det almindelige borgere, der bøder for de svingende elpriser.
Lokale borgere betaler prisen
Beboere i de områder, hvor datacenterindustrien vil bygge, ekskluderes fra forhandlinger og forhindres i at deltage demokratisk i beslutninger omkring, hvordan deres lokalsamfund skal udvikles.
Vi ser gang på gang projektansøgninger, der er blevet behandlet kommunalt i måneds-, og nogle gange årevis, og offentliggøres kort før såkaldte borgermøder, hvor beboere sjældent får mulighed for at stille spørgsmål eller kommentere i plenum. I Rødby blev det historisk store datacenterprojekt for eksempel først afsløret, da kommunen var langt i planlægningen.
Projektet i Rødby er planlagt til at beslaglægge hele 1 GW elkapacitet. Det svarer til de to største danske havvindmølleparker Horns Rev 3 og Kriegers Flaks elproduktion.
På grund af Rødby-projektet, og alle de andre ansøgninger, vil elforbruget til datacentre i Danmark tredobles inden 2030, hvis udviklingen fortsætter upåvirket. Det vil sige at datacentrene i 2030 vil beslaglægge 25 procent af det danske elforbrug, hvis vi forsætter den aktuelle udvikling.
I et land, der stadig har lang vej igen med at få udfaset fossile brændstoffer og elektrificeret fjernvarme, fabrikker, transport og boliger, er det en enorm mængde elektricitet.
Legen er slut
Senest har vi erfaret at datacenterindustrien i stigende grad vil koble sig til det nationale gasnet, der primært er baseret på naturgas og biogas fra industrielt svinelandbrug.
Vi er mange, der nægter at lade sådanne fremtidsscenarier blive en realitet.
Folkebevægelsen Stop Datacentre blev indviet ved Folkets Datacenter Forum den 24. september i København. Det var danmarkshistoriens første forsamling, hvor en sjældent set bred koalition af borgere og bevægelser fra hele landet sagde nej til de mange datacentre i Danmark.
Den voksende folkebevægelse deler viden på datacenterinfo.dk og udgør en broget skare af beboere i lokalområderne, hvor datacentrene planlægges, IT-arbejdere, forskere, frivillige nørder, politikere, borgerrettigheds- og klimaaktivister, der arbejder mod de mange negative konsekvenser ved nye datacentre.
En reel grøn omstilling kræver, at vi arbejder for nedskalering af datacentrene. Og at vi kapper båndene til techgiganterne for at skifte til, støtte, anvende og udvikle lokale, demokratiske og småskala alternativer til IT og dataopbevaring- og analyse.
Derfor kræver vi:
1. Datacentre skal registrere deres elektricitetspris, strømforbrug, gas- og dieselforbrug, vandforbrug og reelle CO2-udledninger til Energistyrelsen, som skal dele forbrugstallene med offentligheden.
2. Den samlede mængde elektricitet, som datacentre bruger, må til enhver tid maksimalt udgøre fem procent af Danmarks samlede elektricitetsforbrug, og ingen ansøgninger med gas- og dieselgeneratorer må godkendes.
3. Datacentre skal afvises, hvis de ikke kan bevise, at de har danske eller europæiske ejere og lejere. Såkaldte ’co-location’ datacentre (datacentre, der lejer servere ud) skal granskes for den forventede kundebase ved ansøgningstidspunktet.
Datacentre forhindrer grøn omstilling. Den nuværende datacenterudvikling modarbejder udfasningen af fossile brændstoffer og ødelægger vores levegrundlag. Det er vi heldigvis flere og flere, der kan se.
Afsendere på debatindlæg
Caroline Anna Salling, Det Grønne Forskernetværk
Stine Bardeleben Helles, Klimabevægelsen
Amanda Büchert, Miljøbevægelsen NOAH
Søren Sommer, Folkebevægelsen Stop Datacentre
Maia Kahlke Lorentzen, Cybernauterne
Tomas Vlk, Kritik Digital
Emil Brix, Et Grønt Holbæk
Jonas Veber Stryhn, Bjæverskov borgergruppe mod datacenter
Lauren Bowey, Greenpeace
Anders Kjærulff, Analogiseringsstyrelsen
Elise Sydendal, Jordskred
Nicolai Nørrekær, Byggestopbevægelsen
Lukas Grundtvig, Den Grønne Ungdomsbevægelse
Chris Aftzidis, Abolish AI
Maja Dobreva-Lundsted, Borgergruppen: Datacenter i Asnæs
Vil du vide mere om problemerne med datacentre? Læs vores artikel her:
Hvad anbefaler Klimabevægelsen?
1. Nationalt loft og plan: Et nationalt loft og en demokratisk beslutning om, hvor meget kapacitet Danmark har brug for og ønsker. Den nationale plan og loft skal sikre at omstillingen af Danmarks eksisterende forbrug ikke forsinkes og klimamålene ikke sættes i fare.
2. Additionalitet og nærhed: Datacentre skal opføre ny vedvarende strømproduktion inden opstart, der som minimum matcher forbruget. Vindmøller og/eller solceller skal bygges ved siden af datacenteret, dvs. med max 2 km afstand, så datacenteret ikke belaster elnettet og forsinker andre, der skal omstille. Strømproduktion må ikke omdirigeres fra andre formål, via fx elcertifikater.
3. Batterier ikke brændsler: Forbud mod forbrug af fossile- og biobrændsler, samt krav om egen batterikapacitet som backup fremfor nødgeneratorer.
4. Obligatorisk gennemsigtighed: Energi-, vand-, pfas- og gasforbrug, lokal forurening, prispåvirkning, ejere, kunder og formål skal være transparent og ikke gemt som “forretningshemmeligheder”.
5. Datasuverænitet som reelt vilkår: Hvis datasuverænitet bruges som begrundelse, skal det kunne dokumenteres både i forhold til ejerskab og kundebase.
6. Håndhævelige lokale forpligtelser: Lovfæstede og juridisk bindende vilkår om fx. overskudsvarme og lokale investeringer, samt en juridisk ret for kommuner til at stille krav.
Er der et datacenter på vej nær dig?
Så anbefaler vi at du slutter dig til Folkebevægelsen mod Datacentre, som samler viden og koordinerer modstanden over hele landet.
Husk også at støtte Klimabevægelsen, så vi kan forsætte vores arbejde og understøttelse af medlems- og lokalgrupper, såsom Grønt Holbæk og Det grønne forskernetværk som er også aktive i Folkebevægelsen mod Datacentre.