Åbent brev til Klimaministeren fra 27 NGOer: Klimaloven skal regulere Danmarks globale klimaskade
Kun en begrænset del af danskernes klima-aftryk reguleres af selve Klimaloven. Det ønsker vi, og en meget bred gruppe af NGOer, at få ændret i forbindelse med den igangværende revision af Klimaloven.
Læs også ritzaus dækning af brevet, blandt andet i Berlingske.
Kære Lars Aagaard
En ny klimalov skal tage ansvar for Danmarks samlede klimaaftryk. Derfor er et 2035-mål ikke nok.
Klimakrisen kender ingen grænser, og når danske aktiviteter går ud over landegrænsen, skal vores klimaansvar gøre det samme. Men det er ikke tilfældet i den nuværende klimalov, der kun sætter begrænsninger for Danmarks territorielle udledninger.
En mere effektfuld og ambitiøs klimalov bør tage udgangspunkt i at reducere alle de udledninger, som Danmark er ansvarlig for og har kontrol over. Det er helt i tråd med Klimarådet, der i deres statusrapport fra 2024 skriver, at der bør sættes mål og pejlemærker for vores betragtelige globale udledninger, fordi Danmark har gode muligheder for at påvirke udledningerne udenfor landets grænser.
Mens Danmarks territorielle udledninger i den seneste opgørelse er faldet til 38 millioner tons CO2e er vores globale udledninger på over 200 millioner tons.
En ny klimalov bør sætte rammer for at reducere:
1) Finanssektorens udledninger:
Finanssektoren er ifølge Nationalbanken ansvarlig for over 100 mio. ton CO2 fra deres investeringer i udenlandske virksomheder. En ny analyse viser, at finanssektoren kun har sat klimamål for 10% af sine udledninger, hvilket understreger behovet for, at vi får en klimalov, der sætter grønne rammer for vores banker og pensionskasser.
2) Udledninger fra vores forbrug:
Når vi måler klimaaftrykket fra vores forbrug, ligger Danmark i den tunge ende globalt set med over 13 ton CO₂ per indbygger. Men størstedelen af udledningerne sker uden for landets grænser, i de lande hvor vores varer bliver produceret. Så længe klimaloven kun fokuserer på territorielle udledninger, giver den ikke incitament til at reducere de massive udledninger, der stammer fra vores forbrug.
3) Udledninger fra international transport
Emissioner fra international transport har primært været overladt til FN's organisationer for søfart (IMO) og luftfart (ICAO), og er således ikke medregnet i Danmarks udledninger. Klimarådet har så sent som i august 2024 eksplicit anbefalet, at de internationale transport-emissioner medtages under klimaloven enten integreret i de eksisterende mål eller som et separat mål. Lande som Storbritannien har allerede taget en politisk beslutning om at inkludere international transport i deres klimalov.
4) Brugen af biomasse og importeret dyrefoder
Danmark importerer store mængder biomasse, og Danmarks brug af træbaseret biomasse og soja til dyrefoder er på et niveau, der nødvendiggør særskilte mål i klimaloven for at minimere klimaforurening herfra.
Den danske regering har lagt en langsigtet strategi for Danmarks globale klimaindsats, der udløber i år. Klimarådet kritiserer generelt den langsigtede strategi for ikke at indeholde konkrete og kvantitative målsætninger/pejlemærker, hvilket gør det svært at operationalisere og monitorere den globale klimaindsats.
Derfor opfordrer vi ministeren til at opdatere den globale strategi med pejlemærker, der egner sig til opfølgning. Strategien bør forankres i klimaloven og den globale afrapportering bør årligt følge op på fremdrift med henblik på at føde ind i politiske initiativer og virkemidler i det årlige klimaprogram.
Danmarks massive globale CO2-aftryk taget i betragtning, er det ikke tilstrækkeligt alene med en reduktionsindsats i forhold til Danmarks territoriale udledninger.
Med venlig hilsen
1. Mellemfolkeligt Samvirke
2. Danmarks Naturfredningsforening
3. Greenpeace
4. Rådet for Grøn Omstilling
5. Den grønne Ungdomsbevægelse
6. WWF Verdensnaturfonden
7. Klimabevægelsen
8. CARE
9. Miljøorganisationen VedvarendeEnergi
10. Fossilfri Fremtid
11. Natur & Ungdom
12. Nyt Europa
13. Oxfam Danmark
14. Rådet for Bæredygtig Trafik
15. Sex & Samfund
16. IWGIA
17. Verdens Skove
18. Global Aktion
19. DOF/BirdLife
20. FN forbundet
21. U-landsforeningen Svalerne 22. Red Orangutangen
23. Øko-net
24. World Animal Protection 25.Danmission
26. DIB
27. Dyrenes beskyttelse
Hvad gør Klimabevægelsen
Klimabevægelsen vil I den næste tid, arbejde for at presse politikerne til at lukke hullerne i klimaloven. Klimakrisen eskalerer, og vi har et ansvar for ikke at fortsætte med at feje Danmarks udledninger ind under udlandets gulvtæppe. Vi er gået sammen med de andre grønne organisationer, så vi taler med samlet stemme. For sammen kan vi meget mere. Du kan læse vores samlet anbefalinger her. Vi bakker også op om tiltag fra vores medlemsgrupper.
Samtidig arbejder Klimabevægelsen sammen med erhvervs og forsyningsaktører for at få beslutningstagere til at komme væk fra at brænde træ og istedet få elektrificeret vores el- og varmeforsyning.
Du kan skrive under på Klimabevægelsens underskiftsindsamling om at stoppe afbrænding af træer for energi:
Hjælp os i Klimabevægelsen, med at få politikerne og andre magthavere til at tage klimakrisen alvorligt. For helt ned til 17 kroner om måneden kan du blive medlem her: