Retssagen mod Lynetteholm fokuseres

Klimabevægelsen har besluttet at indsnævre sin verserende retssag mod Transportministeriet og By&Havn om Lynetteholm-projektet. Vi frafalder den del, som handler om vandgennemstrømning og Espoo-konventionen, men fortsætter med fuld styrke retssagen om de manglende miljø- og klimakonsekvensvurderinger.

Skrevet af Christina Ihler - 5.5.26

Pres har virket

Da Klimabevægelsen anlagde retssagen i 2021, var et af de centrale kritikpunkter, at myndighederne havde godkendt Lynetteholm uden at have den nødvendige viden om projektets konsekvenser for Østersøen. De dengang tilgængelige værktøjer dækkede kun geografisk begrænsede områder. Der var således ikke et værktøj, der kunne beregne de samlede effekter af Lynetteholm-blokeringen af Kongedybet. 

Ved tidligere store infrastrukturprojekter var udgangspunktet derfor en nul-løsning, hvor man lavede kompenserende udgravninger, så man kunne sikre sig mod akkumulerende skadevirkninger. Det princip blev brudt med Lynetteholm.

Det kritiserede Klimabevægelsen og en række eksperter. Presset på myndighederne har medført, at der nu er blevet udviklet en ny hydrografisk model. Den model ligger til grund for en rapport som konkluderer, at påvirkning på Østersøen af Lynetteholm, samt en række andre projekter, er “marginal”. Én af eksperterne, som påpegede problemet dengang, har været reviewer på rapporten og finder modellen valid.

Klimabevægelsen havde ret i, at myndighederne ikke vidste, hvilke konsekvenser blokeringen ville få for Østersøen. Man vedtog projektet i blinde. Vi har medvirket til at den offentlige debat blev så massiv, at udviklingen af en ny model endelig blev sat i gang. 

Vi er glade for, at vores pres har været med til at fremskaffe denne viden. Men det var en viden, vi skulle have haft inden Folketinget traf beslutningen i 2021, ikke efter. 

Det grundlæggende problem står stadig: at beslutningstagere godkendte Lynetteholm, før de undersøgte konsekvenserne. Det er uansvarligt.

Rapporten giver ikke alle svarene

Klimabevægelsen er kritisk over for rapportens konklusioner. Vi håber, at modellen er retvisende, men savner større gennemsigtighed om modellens antagelser. Vi har en række kritikpunkter, herunder om modelleringerne tager passende højde for den barokline effekt af blokeringen af Kongedybet, og om modelleringerne er korrekt kalibreret og dokumenteret.

Men vi vurderer, at retten ikke er det rette forum til at opnå en afgørelse af disse faglige tvivlsspørgsmål. At løfte den bevisbyrde ville kræve omfattende yderligere analyser og formentlig millioner af kroner - uden garanti for, at retten ville lægge vægt på resultaterne.

Vi opfordrer dog det videnskabelige miljø til fortsat at følge projektet tæt og undersøge, om modellens antagelser holder i praksis. Herunder om det, der beskrives som "marginale" forandringer, kan have biologiske effekter over tid.

Vi anbefaler også fortsat, at beslutningstagere bør anvende nul-løsning som kriterium. Da der pt. ikke findes grænseværdier, er vi bekymret for at forandringer konsekvent kan afvises som marginale.

Afskæring af klagemulighederne – en barriere for retlig prøvelse.

Advokat Eskil Nielsen, som fører retssagen sammen med advokat Jonas Christoffersen udtaler. 

”En grundlæggende problemstilling i sagen er, at klageadgangen med Lynetteholm-loven omhyggeligt blev afskåret. Det skete for at undgå ”betydelige risici og usikkerheder for projektet i form af forsinkelse og fordyrelse.” Det betyder, at den eneste vej for borgerne til at opnå en neutral, faglig prøvelse af projektet var via en kompliceret retssag. Vel at mærke uden adgang til den specialiserede, lettilgængelige, neutrale sagkyndige prøvelse, der findes i klagenævnene. Myndighederne opsatte på den måde en stor barriere for retlig prøvelse.

Det er tankevækkende, at så vidt ses samtlige anlægslove gennem i de sidste ti år på den måde afskær klageadgangen. Det er en væsentlig principiel problematik som illustreres af Lynetteholm-retssagen.”

Manglende klageadgang er en principiel udfordring, som vi mener, der bør rettes op på.

Kampen om de manglende miljøundersøgelser fortsætter

Retssagens andet, og centrale, spor om salami-metoden fortsætter uformindsket. Ved at tilskære sagen, forventer vi, at retssagen hurtigere kan få plads i Landsretten.

Klimabevægelsen fastholder, at staten ved vedtagelsen af Lynetteholm-loven brød med EU's regler for miljøkonsekvensvurderinger ved bevidst at opdele Danmarkshistoriens største anlægsprojekt i mindre bidder (den såkaldte salami-metode) for derved at undgå en samlet vurdering af projektets fulde klima- og miljøpåvirkning.

Et byggeprojekt som pågår frem til 2070, og som nu skal huse 50.000 beboere og 30.000 arbejdspladser i en ny bydel ved København, fortjener en grundig og ærlig miljøvurdering, inden det besluttes. Det fik det aldrig.

Vores mål har aldrig ændret sig: at sikre, at store anlægsprojekter i Danmark ikke kan gennemføres uden de miljøundersøgelser, som EU-retten kræver. Den kamp fortsætter.

Retssagen forventes at komme for landsretten i 2027. Hvis vi får medhold, vil beslutningstagere fremover være tvunget til at undersøge de fulde effekter på klima og miljø, inden de vedtager anlægslove.

Vil du vide mere om problemerne med Lynetteholm?

Kritikken har i årevis haglet ned over Lynetteholm. Skandalerne har stået i kø. Problemerne hober sig op. 

Kunne du tænke dig at dykke ned i de mange facetter, vil vi anbefale at du læser de to bøger “Tænk os om” og “Uden rettidig omtanke” hvoraf sidstnævnte kan downloades gratis på https://taenkosom.dk/

Spørgsmål & svar om retssagen mod Lynetteholm

• Hvad handler retssagen om?

  Klimabevægelsen mener, at Lynetteholm blev godkendt i Folketinget uden de miljøundersøgelser, loven kræver. Staten opdelte bevidst projektet i mindre dele for at undgå en samlet vurdering af dets fulde konsekvenser for klima og miljø. Det kalder man salami-metoden, og vi mener det er i strid med EU's regler. 

  Miljøvurderingen dækkede kun anlæggelsen af en tom halvø, og ikke det store infrastrukturprojekt, med en ringvej og metro, eller at der skal bygges 2½-3 mio. etagemeter bolig- og erhvervsbyggeri.

  Det andet spor handlede om, at Lynetteholm ville blokere for Kongedybet og derigennem risikere at svække salt- og vandgennemstrømningen til Østersøen, samt at nabolandene ikke blev hørt ordentligt inden beslutningen blev taget i folketinget. Det spor frafalder vi nu.

• Hvorfor frafalder I retssagens andet spor?

  Da vi anlagde sagen, fandtes der ingen videnskabelig model, der kunne beregne effekten for Østersøen i sin helhed af Lynetteholms blokering af vand- og salt-gennemstrømningen. Det var i sig selv et problem: Man godkendte et kæmpeprojekt uden den nødvendige viden. Flere eksperter og Klimabevægelsen kritiserede derfor, at man accepterede en blokering, uden videnskabelig vished om konsekvenserne af den blokering. 

  Den efterspurgte model er nu  udviklet, og den konkluderer at påvirkningen er marginal. En af de eksperter, der kritiserede at man gik bort fra en nulløsning, finder modellen valid. Vi har stadig faglige tvivlsspørgsmål til rapporten, men vi vurderer at retten ikke er det rette sted at afgøre dem. Det ville kræve årevis af yderligere analyser og betydelige beløb, uden garanti for et andet udfald.

  Vi ønsker derfor at prioritere ved at tilskære sagen, så den hurtigere kan komme for retten.

• Har I ikke allerede haft en retssag om dette?

  Klimabevægelsen forsøgte at få byggeriet af Lynetteholmen sat på pause, mens retssagen verserede - det der kaldes opsættende virkning. Denne sag handlede udelukkende om vandgennemstrømning og høring af nabolande. Det er yderst sjældent at opsættende virkning gives, men vi mente alligevel at det skulle forsøges, i håbet om at en blokering af Kongedybet kunne undgås. Klimabevægelsens begæring om opsættende virkning blev afvist i marts 2024.

  Retten lagde i dommen ikke vægt på vores hovedsynspunkt, om at skadevirkninger ikke med sikkerhed kunne udelukkes, og at man derfor burde have haft en grundig høring med østersølandene. Vores vidner blev afvist og dommen betyder i praksis, at det er os der står med byrden for at godtgøre, at der er en skadevirkning. 

  Det vil nu kræve at Klimabevægelsen får udarbejdet et syn og skøn om den nye model og en grundlæggende evaluering af om den nuværende regner rigtigt. Det vil være yderst ressourcekrævende og formentlige tage år. Derfor prioriterer vi at fokusere retssagen, ved at frafalde Espoo-sporet. 

• Betyder det at Lynetteholm ikke skader Østersøen?

  Det kan vi ikke sige. Rapporten konkluderer at effekterne er marginale, men der findes ingen fastlagte grænseværdier for hvornår en forandring er problematisk. Der er også tvivlsspørgsmål omkring den barokline effekt, og vi savner større gennemsigtighed med modellens antagelser og om modelleringerne er korrekt kalibrereret. Vi opfordrer forskere til fortsat at holde øje med om konklusionerne holder over tid. Der er samtidig en række andre miljøudfordringer, som kan udspringe af måden man bygger Lynetteholm. 

• Hvad har I opnået med Espoo-sporet?

  Da vi anlagde sagen, fandtes der ingen model til at beregne effekterne. I dag er den blevet udviklet, som følge af det pres vi var med til at lægge på beslutningstagerne. Den viden burde have foreligget inden Folketinget sagde ja til Lynetteholm. Vi har fået rettens ord for, at foreninger som vores har ret til at føre denne type sager. Samtidig har vores kritik været med til at belyse den kritisable høringsproces. Det er vigtigt at fremhæve, at dette spor fortsætter som en del af den offentlige debat, den tages bare ikke længere i retssags-regi.

• Fortryder I jeres kritik?

  Vi er fortsat stærkt kritiske over for at man fraveg fra princippet om en nul-løsning. Staten accepterede en blokeringseffekt på vandgennemstrømningen uden at have en anerkendt model til at beregne konsekvenserne. Det er ikke måden, man bør træffe beslutninger om projekter på --særligt ikke projekter af størrelse som Lynetteholm. At der nu er udviklet en model, der viser marginale effekter, ændrer ikke ved det grundlæggende problem: beslutningen blev truffet i blinde og det er uforsvarligt.

• Opfordrer I til at nul-løsningen genindsættes som krav?

  Ja. Vi mener, at nul-løsningen bør være udgangspunktet ved alle fremtidige store anlægsprojekter med potentielle grænseoverskridende miljøpåvirkninger. Når der ikke findes grænseværdier for, hvornår en påvirkning er acceptabel, er vi bekymret for, at forandringer blot kan affejes som marginale. Derfor anser vi nul-løsningen for den eneste ansvarlige tilgang. Vi opfordrer både politikere og myndigheder til at genetablere dette princip.

• Hvad sker der nu med retssagen?

  Retssagen forventes at komme for landsretten i 2027.

  Hvis vi får ret, vil det sætte en afgørende præcedens for, hvordan fremtidige store anlægsprojekter i Danmark skal behandles. Ingen anlægsprojekter må fremover kunne gennemføres ved at omgå de demokratiske og miljømæssige sikkerhedsventiler, EU-retten stiller krav om. 

  Beslutningstagere vil være tvunget til at undersøge de fulde effekter på klima og miljø, inden de vedtager infrastrukturprojekter i Folketinget. Så ligegyldigt om det er Lynetteholm, Egholm, Kattegat eller Aarhus Havn, så skal man have styr på klimapåvirkningen før man vedtager anlægslove.

Hjælp os i Klimabevægelsen, med at få politikerne og andre magthavere til at tage klimakrisen alvorligt. For helt ned til 17 kroner om måneden kan du blive medlem her: