Venstres kovending om gasfyr koster dyrt, både på danskernes sikkerhed og pengepung
Sidder der et gasfyr i dit bryggers? Så blev du måske lidt varm om hjertet, da forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) med ét skiftede mening: Gasfyr skal ikke længere udfases i 2035.
Men pas på. Du risikerer at blive bondefanget. Her er hvorfor:
Christina Ihler, 13.05.2025
Vil du betale prisen for Venstres vennetjenester?
Danmarks forbrug af fossil gas stiger. Både forbruget af gas og udfasningen af gasfyr går markant langsommere end forventet af regeringen. EU er fortsat dybt afhængig af gas fra Putin og Trump. Men i stedet for at handle, vælger Venstre at løbe fra aftalen om at udfase gasfyr til rumopvarmning i 2035.
Udmeldelsen fra Venstre, kom ikke som nogen overraskelse, for i den seneste tid har Biogas Danmark (med Venstremand, Søren Pind i spidsen) slået på tromme for præcis de budskaber.
Men det har store konsekvenser, når et regeringsparti prioriterer særinteresser, i stedet for danskernes, klimaets og Europas interesser.
Hvem betaler prisen?
Det gør du. Og alle andre skatteborgere.
Biogas-produktion er dyr og statsstøttes hvert år med 2-4 milliarder kroner. Mere end hele den samlede støtte til alle andre former for vedvarende energi, selvom disse leverer langt mere strøm. Det anslås at mellem 30 og 42 milliarder vil blive givet i statsstøtte til biogasproduktionen mellem 2020-2030.
Men dem der vil betale den højeste pris, er de gasfyrs-ejere, som venstre påstår at beskytte. Fordi vi ved at prisen på gas vil stige. Samtidig vil færre og færre skulle deles om at betale for vedligeholdelse af gas-infrastrukturen. Det bliver dyrt.
Tekniq har beregnet at en gennemsnitlig familie med et gasfyr, vil stå med en ekstraregning på 130.000 i løbet af 16 år, i forhold til hvis de havde investeret i en varmepumpe.
I stedet for at hjælpe udsatte danskere over på varmepumper eller fjernvarme, vil Venstre lade dem sidde fast med gasfyr og en voksende regning.
Biogas, ikke så grønt som det lyder:
Biogas er afhængig af et overdimensioneret, klimaskadeligt animalsk landbrug, der importerer enorme mængder soja fra områder, der engang var skov.
Biogas er samtidig en begrænset ressource, og skal udelukkende bruges de steder, hvor det ikke er muligt at elektrificere, fx tung industri og som backup i elnettet. Biogas har en rolle i omstillingen, men Ikke til opvarmning af stuer og badevand. Der findes langt bedre alternativer, både økonomisk og klimamæssigt.
Biogas-andelen i gasnettet er stagneret på 38 %, og deadline for 100% biogas i er allerede rykket med 3 år. I EU, er det kun 7%.
Bremser omstillingen:
En af forudsætningerne for opsætning af ny vedvarende energi og udrulning af fjernvarme, er at nok er med på den, men med skiftende udmeldinger vil flere tøve, og det gør omstillingen dyrere og sværere. Derfor er flere byrådsmedlemmer, med rette, dybt frustreret.
“Det er hul i hovedet, det forslag. Det vil jo sætte alt i stå” - Siger Jesper Kiel, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Svendborg, til Tv2fyn.
Får venstre sin vilje, bliver det også et problem for omstillingen i resten af Europa.
- Hvis vi ikke reducerer gasforbruget med det, vi kan, så gør vi det sværere for hele Europa at blive klimaneutralt. - udtaler Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, til DR.
Koster på vores sikkerhed:
Danmark er del af et fælles europæisk gasmarked. Når vi overforbruger gas i Danmark, er resten af Europa afhængige af at importere enorme mængder klimaskadelig gas fra Putin og Trump, som nyder godt af pengene og den foræret geopolitiske-magt.
“Dels vil den grønne gas være en mangelvare i EU i mange år endnu, og bør derfor kun anvendes der, hvor andre løsninger ikke er mulige. Brug af gas i Danmark, hvor der er grønne alternativer til opvarmningen, øger Europas energiafhængighed af Rusland, USA og andre lande, og er derfor sikkerhedspolitisk det stik modsatte af, hvad vi bør gøre.” - Skriver Dansk Erhverv, Forbrugerrådet tænk og en række andre aktører.
Er det virkelig en prioritet for en forsvarsminister?
Lad ikke Venstre slippe afsted med det.
Vi andre kommer til at betale for Venstres vennetjenester: Med vores skattekroner. Med vores sikkerhed. Med klimakrisen. Og danskerne, der ikke bliver hjulpet væk fra gasnettet? De bliver efterladt med håret i postkassen.
Hjælp os i Klimabevægelsen, med at få politikerne og andre magthavere til at tage klimakrisen alvorligt. For helt ned til 17 kroner om måneden kan du blive medlem her: