Lov om ændring af lov om elforsyning (Regelforenkling for solcelleanlæg på offentlige bygninger) - November 2025
Klimabevægelsen i Danmark hilser det velkommen, at lovforslaget lægger op til at fjerne krav om selskabsdannelse for kommuner og regioner ved opsætning af solceller. En ordning, der har bevirket, at mange kommuner har været tilbageholdende med at opsætte solcelleanlæg på egne bygninger.
Klimabevægelsen gør opmærksom på, at de offentlige bygningsejere får travlt med at opfylde forpligtigelserne fra bygningsdirektivet med hensyn til solceller på offentlige bygninger, og at dette bør fremgå, ligesom der er en kobling til energieffektiviseringsdirektivet om energireduktion og ændring af energimærket for bygninger med solceller.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser:
2. § 4 stk. 6-8. Forslaget nævner kun egne bygninger og med henblik på at dække eget forbrug.
Udenfor den foreslåede bestemmelse vil falde solcelleanlæg, der ikke er placeret på bygninger, eksempelvis solcelleanlæg på stativer o. lign. på terræn. Klimabevægelsen finder, at det giver en unødig begrænsning i udnyttelse af solcelleproduktion. Klimabevægelsen anbefaler, at kravene om placering på egen matrikel, og at dække eget forbrug udgår. Det er Klimabevægelsens opfattelse, at kravet om eget forbrug vil begrænse udnyttelsen, da de fleste kommunale bygninger har en begrænset udnyttelse fx skoler og idrætsanlæg med ferielukning. Større kommunale matrikler kan have arealer, hvor solceller naturligt kan falde ind.
Bemærkninger til vurderingen af Klimamæssige konsekvenser:
Det offentlige er den største bygningsejer i Danmark med et samlet areal over 30 mio. m2. Bygningsdirektivet stiller krav til gradvis installation af solceller på alle offentlige bygninger over 250 m2 fra 2031, hvor det er teknisk og økonomisk muligt. Forslaget vurderes, at tiltaget vil svare til en udbygning på 170 MW installeret effekt i 2030.
Klimabevægelsen mener, at udvidelsen af solcelleanlæg med 170 MW er væsentlig større, jf. krav fra Bygningsdirektivet, og at flere solcelleanlæg vil være økonomistisk rentable, når afgiften for egenproduktion bortfalder. Det er muligt at trække data fra samtlige offentlige bygninger med et gyldigt energimærker, der anbefaler solceller.
Afslutningsvist bemærker Klimabevægelsen, at det er overordentligt vigtigt og nødvendigt at fremme solceller, og at begrænsningerne heri bør være så få som muligt, hvis vi skal gennemføre elektrificeringen og nå i mål med den grønne omstilling.
Arbejdsgruppen for klimaret og høringer
Klimabevægelsen i Danmark