fbpx
Select Page

Vi bliver nødt til at vågne til dåd - en bedstemors tale til Break for Climate i Aalborg

Vi lever i spændende tider – som i rigtig spændende tider. Faktisk så spændende at det halve kunne være nok. En brydningstid hvor der er alt for meget på spil til at det er spændende på den fede måde.

Nogle gange har jeg fornemmelsen af at medvirke i en film – og jeg kan ikke finde ud af om det er en gyserfilm, en actionfilm eller en katastrofefilm. Men i den slags film ved man, at det gode vinder til sidst. Her kommer en helt og redder os og alt bliver godt, så man kan læne sig tilbage og spise popcorn og nyde den lille angst, fordi man ved at det nok skal gå. Men det her er ingen film.  Det er virkelighed og vi ved på nuværende tidspunkt ikke hvordan det ender.

For vi bombarderes med dårlige nyheder om de grufulde konsekvenser af vores destruktive fremfærd og vores sanseløse rovdrift på vores alle sammens fælles livsgrundlag, vores egen Moder Jord. Nyheder om skove der brænder, orkaner der lægger byer øde, landsdele der oversvømmes, have der flyder med plastik, is der smelter og livsformer der bukker under for vores umættelige grådighed.

Så hvad stiller vi op – vi mennesker som egenhændig har sluppet disse forfærdelige kræfter løs?

Håber vi på, at der er nogen, der nok skal tage sig af det, eller stikker vi hovedet i busken og lader som ingenting? Benægter vi hårdnakket hvor dårligt det står til, mens vi lukker øjnene for, at det er os der, der er skyld i det?

Nogle gange er realiteterne så skræmmende, at vi ikke kan bære at se på dem. For hvad kan lille jeg dog gøre?

Jeg er ved gud i himlen ingen superhelt – og jeg er hverken modig eller i besiddelse af specielle evner eller kundskaber, der kan retfærdiggøre at jeg overhovedet skulle have noget at byde ind med. Og dog. Dog er det netop os – vi som ikke er hverken geniale opfindere, kloge eksperter eller magtfulde politikere, som er de egentlige hovedpersoner i klimakampen. Du og jeg – almindelige mennesker – unge, gamle og dem midt i mellem.

Det er os, der ikke længere kan ignorere den skræmmende virkelighed – som ikke længere kan lukke øjnene og lade, som om vi ikke har set det vi har set, som om vi ikke har hørt det vi har hørt, som om vi ikke har forstået, det vi har forstået. For på et tidspunkt er det ikke længere muligt at lade som ingenting. Vi bliver nødt til at vågne til dåd, og det sker for flere og flere i denne tid.

Det er ikke særlig bekvemt – faktisk er det særdeles ubehageligt, for det er som at blive vækket af en ond drøm, som ikke er en drøm. For vores klode brænder. Vores hjem, vores planet er under angreb – under angreb af dets mest dominerende og destruktive beboere, vi mennesker. Og lige nu har Moder Jord brug for os. Eller rettere, vi har brug for moder Jord – for uden den er vi intet.

Med den indsigt rejser sig nu en bølge af menneskestemmer der kræver – ikke ønske ikke beder om, men som kræver, at der handles nu – at der handles resolut og uden svinkeærinder. Og den bølge er med rasende hast ved at udvikle sig til en tsunami, der vil vælte magtens privilegier, hvis de ikke lytter til den. For kendsgerningerne lader sig ikke længere ignorere.  Klimaforandringerne foregår ikke i en fjern fremtid et eller andet fremmed sted langt bort. Klimaforandringerne foregår nu og her i vores egen baghave.

Selvfølgelig er der meget vi selv kan gøre på det personlige plan for at mindske vores CO2 udslip. I kender alle sammen listen: Flyve mindre, købe genbrug, spise mindre oksekød, tage offentlig transport mm. Alt sammen relevant og udmærket. Men hvis det virkelig skal batte skal der radikale strukturelle ændringer og politisk vilje til. Derfor er det allervigtigste vi kan gøre at lægge maksimalt pres på magthaverne.

Og de kloge af dem har forstået det. De mindre kloge (og dem er der desværre alt for mange af) har endnu ikke indset, at deres tid forbi og de kæmper med næb og klør for deres tabte rige. Det er nemt at blive fortvivlet, når man ser hvor mange af de store vigtige lande, der regeres af klimabenægtende despoter. Men jeg vælger at se det som den gamle magtelites sidste desperate slag med halen i deres forsøg på at klamre sig til den magt, de har haft alt for længe. At være vidne til det, er som at betragte en dystopisk sort komedie.

Det er ynkeligt og skræmmende at se på, at magtfulde mænd opfører sig som forkælede børn, så børnene bliver nødt til at opføre sig som ansvarlige voksne. Men forandringer vil komme, hvad enten de vil det eller ej, som vores Greta siger. Og positive forandringer er på vej,

Vi har i Danmark for første gang haft klimavalg. Og det har vist sig at de partier, der ikke har taget klimaudfordringerne alvorligt bliver straffet af vælgerne. Den nye danske regering har taget os alvorligt nok til at spille ud med den hidtil mest ambitiøse plan for miljø og klima, der endnu er set. Og de fleste partier i oppositionen har for nyligt valgt at bakke om en 70% reduktion i CO2 udledningen i 2030. Det havde vi ikke set komme for bare en måned siden. Og pensionskasserne har valgt at skyde midler ind i den grønne opstilling.  Det giver håb!

Vi skal ikke være naive, for der skal helt sikkert nok komme skuffelser og greenwashing hen ad vejen. Men indtil videre vælger jeg at tro på dem. Jeg vælger at tro, at også politikere kan være bekymrede og have samvittighed. Jeg vælger at tro det, men jeg tror tvivlende på dem og min tilllid er langtfra blind – og det bør tillid i øvrigt aldrig være.

Og til dem som kynisk siger, at Danmark kun er en lille brik, der ikke betyder noget i det store spil, kan jeg bare sige: Det kan godt være vi er små, men det er det de små gør, som har kæmpe betydning – især når det er sammen med andre små. For vi er jo ikke det eneste lille land. Andre lande er også på vej, for de ser også skriften på væggen. Om et år vil der være sket ting, som vi ikke kan drømme om i dag. Og de positive ændringer sker i høj grad på grund af jer… på grund af almindelige mennesker, der rejser sig op og kræver det.

Det er umuligt at tale om denne udvikling uden at nævne Greta Thunberg. For i hendes spinkle skikkelse rummes historien om det, der kan blive den store game changer.

Siden jeg begyndte at skrive denne tale for kort tid siden er hendes person blevet noget alle har en mening om.  Siden hun gav magthavere og regeringsledere en velfortjent skideballe ved FNs Klimakonference i denne uge, har hun været udsat for et forsøg at ”dræbe budbringeren” – et karaktermord på den, der kommer med ubehagelige tidender.

Men hvad er det ved dette lille menneske, der fremkalder så mange følelser? Så meget håb og så meget handlekraft, men også så meget modstand, had og foragt. Hun er da kun en sølle skoletøs. Hun er hverken klimaekspert eller regeringsleder men et barn med fletninger, triste øjne og Aspergers syndrom. Hvorfor dog lytte til hende, når hun jo bare siger det alle de kloge eksperter har sagt hele tiden? Hvorfor får hun lydhørhed når eksperterne ikke gør?

Jo. Hun får lydhørhed fordi hun med skånselsløs veltalenhed og knivskap præcision taler magten midt imod. Og hun får lydhørhed netop fordi hun er et barn. Et barn, der ser os lige i øjnene og siger: I svigter os – I forråder jeres børn. I stjæler vores fremtid. How dare you!

Hun er alle vores børn. Hun er vores samvittighed. Hun er Skammerens datter, der med sit blik ser vores skam og taler til den og siger: ”Se hvad I gør – skammer I jer ikke?” Og jo. Vi skammer os, Greta. Vi skammer os, kære venner, for det svigt vi har begået.

Og nu er det på tide, at vi holder op med at svigte og gør hvad vi kan for at rette op på den uret vi har gjort – som vi gør imod vore børn og unge, og mod livet på vores fantastiske planet.

Der er lang vej igen, kære venner. Og vi vil møde modstand, hån, spot og latterliggørelse. Vi vil blive mødt med massiv ” what aboutism”. Vi vil blive mødt med bortforklaringer og benægtelser og forskellige argumenter for hvorfor det ikke er nødvendigt, at det ikke nytter noget, at nogen andre i stedet bør gøre noget andet et andet sted. For det er svært at skulle give afkald på noget, men mindre svært når man forstår hvorfor det er nødvendigt. Og vi kommer til at give afkald. Og det er nødvendigt.

Det er ikke tid til at hvile på laurbærrene. Vi mangler at se handling bag ordene nu. Vi mangler at se reel fremgang.  Lad os være positive, når der sker gode tiltag, kritiske når vi ser forsøg på at snige sig udenom.

Lad os være de ansvarlige voksne, der handler når vores børns fremtid er truet. Lad os gøre alt hvad vi kan, alt hvad der står i vores magt, så vi kan se børnene og de unge i øjnene. Og lad os love hinanden at vi aldrig giver op!

(Elena Cervera Smith, tovholder for BKa Aalborg)