Tale af Stefan Gaarsmand Jacobsen, adjunkt i global historie på RUC
ved Klimapåmindelsen d. 21. februar 2019
[ Se og deltag i kampagnen på https://www.saaerdet.nu/ ]

Så er det nu venner – vi har maksimalt lige under 4 måneder til at gøre valget grønt! Vi har ikke et øjeblik at spilde, ikke et folketingsvalg at spilde. Det er op til os at samle mennesker nok bag nogle konkrete tiltag at få vores politikere ud af busken. Det er op til os at få gang i den grønne og nødvendige omstilling af vores samfund, der viser verden hvordan man kan undgå at den globale opvarmning overstiger 1,5 grader. Vi skal sikre at vores produktion og forbrug sker i fuld balance med natur og klima.

Men hov, det med et grønt valg, sker det ikke helt af sig selv, tænker nogle af jer måske? Er der ikke allerede lidt snak om klima i krogene? Så bare vent til valget bliver udskrevet, for så kommer der pres på alle mulige kortsigtede dagsordener. Vi har en siddende regering, der har leveret så lidt for klima og natur, at de vil undgå et grønt valg for næsten enhver pris. Mange meningsdannere og journalister fra de store mediehuse vil da gerne tale lidt klima, men bare de ikke risikerer at kunne beskyldes for at være for politisk, naivt eller moralistisk af nogle kritiske kommentatorer!

Vi har slet ikke tid til den slags gammeldags frygt for at snakke om krisen som den er. For det vil kræve kæmpe forandringer af vores økonomi, samfund og hverdagsliv, hvis vi skal undgå, at planetens økosystemer overopheder. Det kan godt lyde lidt voldsomt, men det er det jo også. Hvis vi skal finde den gode måde at snakke om klima og natur, så kræver det hen helt ny slags samtale i befolkningen. Jeg er med i kampagnen “Så er det nu: Gør valget grønt” Og vi er i gang med at få 100.000 underskrifter på, at politikerne i valgkampen skal forpligte sig på at arbejde for grønne, langsigtede løsninger. Vi tror at vi kan samle en stor del af befolkningen omkring 3 mål:

  1. Gennemføre en grøn omstilling, som starter umiddelbart efter valget, og som sikrer at det danske klimaaftryk halveres i 2030 og går i nul i 2040
  2. Sikre at natur udgør mindst en femtedel af Danmarks samlede areal
  3. Beskytte vores drikkevand og miljø ved at få startet en total udfasning af sprøjtegifte

Vi vil ikke sætte barren lavt for at få alle med. Vi tror faktisk, at størstedelen af Danmarks befolkning gerne vil vise politikerne, hvad det betyder at være rigtigt ambitiøs, rigtigt ansvarlig. Hvad det vil sige at gøre noget i fællesskab, som man er stolt af. Hvis vi i fællesskab arbejder for disse mål år for år, så vil vi kunne være stolte af resultaterne. Vi skal væk fra mål langt ude i fremtiden, som selv ikke politikerne ved, hvordan man skal gennemføre. De har tydeligvis brug for en klar folkelig stemme til at fortælle dem, hvad der skal til.

Så skriv under, hvis du ikke allerede har gjort det. Og skriv til os på sociale medier, vi er allevegne efterhånden. Når vi er mange nok, så inviterer vi til de første arrangementer, hvor man kan få værktøjer til at deltage mere.

Tak for opmærksomheden og god dag!