Debatindlæg af Katrine Maria Lumbye, ph.d.-stipendiat ved Copenhagen Business School. Indlægget blev holdt som tale ved Klimapåmindelsen 13 december 2018 og bragt i Information 22 december 2018.

En underprioritering af energiforskningen og investeringer i biomasse frem for i udbygningen af vores vindkapacitet vil gøre overgangen til vedvarende energi dyrere på langt sigt – både når det gælder klima- og nationalregnskabet

Følger man energidebatten, kan man få indtrykket af, at vi er verdensmestre i grøn omstilling. Men faktum er, at vi er langt fra verdensmesterform. Faktisk er tempoet på vej ned som direkte konsekvens af en selvmodsigende og utilstrækkelig politik.

Regeringen har i denne valgperiode formået først at indføre en registreringsafgift på elbiler, så salget styrtdykkede, for derefter at erklære at der om blot 11 år skal være en million el- og hybridbiler på vejene.

Trods denne kovending og et symbolsk fradrag til elbilejere i klimaudspillet, fandt regeringen og Dansk Folkeparti alligevel ikke penge til at fremme elbiler yderligere på finansloven for næste år. Derimod blev det billigere at eje privatfly og lystbåde.

Energiforskningen – selve fundamentet for energiområdet som en af Danmarks styrkepositioner – har ligeledes været offer for politikernes skiftende luner. Energiforskningen er blevet drastisk beskåret, og selvom den seneste energiaftale øger forskningsbevillingerne fra cirka 250 millioner kroner i 2018 til en milliard i 2024, er der blot tale om en tilbagevenden til niveauet i 2010 – altså ikke et fremskridt.

Men forskningsmiljøer er ikke termostater, man bare kan skrue op og ned for. Udsultningen af energiforskningen har været en så katastrofal beslutning, at selv hvis bevillingerne i 2024 kommer tilbage til 2010-niveau, vil det stadig tage mange år herefter at genopbygge et stærkt forskningsmiljø.

Danmark er ikke frontløber

Et tredje eksempel er biomasse. Langt størstedelen af den vedvarende energi i vores energisystem kommer fra biomasse som for eksempel træpiller og træflis, hvoraf cirka 40 procent importeres. Denne energiform opfattes af eksperter som en overgangsteknologi – ikke et endemål.

Men i Danmark har man investeret voldsomt i biomasse frem for andre mere bæredygtige og fremsynede energiformer. Det stikker en kæp i hjulet på den grønne omstilling. Biomasse er en dyr energiform og langtfra CO2-neutral eller bæredygtig. Klimarådet peger blandt andet på, at Danmark allerede bruger langt mere biomasse, end hvad der ville være muligt, hvis resten af verden gik i Danmarks fodspor. Regeringens klimaudspil, der satser yderligere på biomasse, tager ikke højde for disse forhold.

Danmark er altså ikke frontløber, når det gælder vedvarende energi. Når det kommer til andelen af vedvarende energi af vores samlede energiforbrug, ligger Danmark med godt 30 procent nummer ni i Europa.

Til sammenligning ligger andelen i vores nabolande Sverige og Norge på henholdsvis 53 og 69 procent. Og når man ser nærmere på de danske tal, viser det sig, at vindenergi kun står for syv procent af det samlede danske energiforbrug.

Behov for ny infrastruktur

Kigger man isoleret på vores elproduktion, ser det faktisk positivt ud. Den gennemsnitlige andel af vindenergi i vores elnet har i de seneste fem år ligget på over en tredjedel. Et tal, der forventes at stige betydeligt i de kommende år, når flere nye store vindmølleparker bliver koblet på elnettet.

Vi er således dygtige til at fylde vedvarende energi på vores elnet, og vi er i front på vindteknologi. Derfor bør vi i langt højere grad satse på udbygning af vores vindkapacitet og elektrificering af samfundet – dvs. koble flere sektorer på elnettet via stikkontakter og batterier – i stedet for fortsat at poste en masse penge i løsninger, hvis klima- og miljøeffekter der kan stilles spørgsmålstegn ved.

Elektrificering er uden tvivl den mest effektive metode til at nedbringe CO2-udslippet fra vores energiforbrug – så længe vores vedvarende energiproduktion og elnettet altså kan følge med. Og det kan de ikke i dag. Det er en massiv infrastrukturel opgave, der kræver langsigtede investeringer, gennemtænkte politiske løsninger på blandt andet afgifts-, energilagrings- og energibesparelsesområdet – og derfor en vedholdende politisk indsats. Uden dette er det ikke muligt at nå vores klima- og energimål for 2050.

Skiftende regeringer har desværre valgt noget andet end en vedholdende plan for energiområdet: Lappeløsninger og klatinvesteringer, der bruges som brikker i finanslovsforhandlingerne. Lidt biomasse for en udlændingestramning. Et lille skattefradrag til firmaelbiler til gengæld for billigere lystbåde.

Med den nuværende energipolitik når Danmark ikke de klimamål, regeringen selv har sat, og som vi har forpligtet os til i Parisaftalen. Det er en underlig måde at føre politik på, når det er vores børns fremtidige levevilkår, der er på spil. Med et halvt år til valget kan man konkludere, at vores regering ikke magter opgaven.

Vi har fortjent en regering, der tager klimakampen alvorligt og tør lave en visionær og sammenhængende omstillingsplan. Vi kan kun nå målet om Danmark som CO2-neutral i 2050 (og da helst før!), hvis vi med en ambitiøs politisk indsats planlægger og implementerer i mere end én valgperiode ad gangen.