Tale af cand.mag i folosofi Emil Månsson, ved Klimapåmindelsen 3 januar 2019

HVEM VÆLGER FOR FREMTIDEN?

Klimakrisen er ikke klimaets krise. Det er vores krise. Det er en krise for det liberale demokrati, når vi ikke er i stand til at efterlade en sund verden til vores efterkommere. Og det er en krise for vores økonomiske system, når det overudnytter naturens ressourcer, og dermed spolerer vores egen overlevelse på sigt. Klimakrisen er kort sagt den naturlige funktion af politisk-økonomiske og kulturelle samfundskriser.

En del af den demokratiske samfundskrise har at gøre med en manglende omsorg for fremtiden. Hvorfor har vi ikke, som andre lande, for længst sikret fremtidens interesser i den politiske arena, dvs. ved lov? Spørg fx jer selv, hvem der repræsenterer kommende generationers grupperettigheder i det repræsentative demokrati? Hvem passer på kloden og på klimaet på børnenes vegne? Kort sagt, hvem taler fremtidens sag i dag? Et oplagt svar er, at de unge selv tog ordet i 2018. Det er sandt, men problemet går ikke væk af den grund. Vi lever stadig i et demokrati, som ikke forstår at anerkende og varetage fremtidens særskilte interesser, fordi det kun kender misforståede hensyn til vælgere og forbrugere og kunder.

Vi skal have omtanke for fremtiden, sagde dronning Margrethe forleden. Men hvordan udviser et samfund omtanke? Den konservative politiker og filosof Edmund Burke beskrev i 1700-tallet et samfund som ‘et partnerskab ikke kun mellem de levende, men mellem de levende, de døde og de endnu ufødte.’ Det blik for fortiden og den pligt over for fremtiden, som Burke dermed lagde i hænderne på nutiden, har snart sagt alle moderne samfund systematisk forbrudt sig imod siden Burke skrev sådan. Men det kan ikke blive ved. På den ene eller den anden måde må fossilkapitalismens herredømme og det liberale demokratis tillidskrise komme til en ende. Enten lægger vi vores veje om, frivilligt. Hvis ikke, gør klimaet det for os.

Vi står selvfølgelig her, fordi vi stadig tror på, at det første er muligt. Jeg drømmer personligt om en grundlovsændring, der endegyldigt stadfæster nutidens forpligtelser, til alle tider. Her behøver vi ikke kigge længere end til Norges Grunnlov, for i den findes paragraf 112 fra 1992, som bl.a. siger at: ‘Enhver har ret til et miljø som sikrer sundheden, og til en natur, hvor produktionsevne og mangfoldighed bevares. Naturens ressourcer skal disponeres ud fra en langsigtet og alsidig betragtning som varetager denne ret også for eftertiden.’ For min skyld kunne vi kopiere hele paragraffen direkte til vores egen Grundlov, og hurtigst muligt komme i gang med at holde vores folkevalgte på Christiansborg ansvarlige for klimalovens efterlevelse. Jeg ved godt, at den slags har lange udsigter, men når det er sagt – ville det ikke være smukt, hvis vi var dem, der gav en stemme til vores efterkommere, som i sagens natur ikke selv kan kæmpe for den?

For mig handler klimarealisme om at se kendsgerningerne i øjnene. Det er en overvældende indsigt, at alt hvad der er godt og smukt i verden måske snart vil være væk pga. unaturlige, selvforstærkende og menneskeskabte klimaforandringer. Det er hjerteskærende at vide, at min datter og sikkert også jeg selv går en gennemusikker fremtid i møde. Og det er ikke underligt, at mange af os reagerer på prognoserne med vemod og melankoli. Jeg synes det er helt igennem legitimt at sørge over klimaet og kloden i den tid, vi lever i. Men jeg har for mit eget vedkommende besluttet, at det faktisk er ligegyldigt, om det nytter. Ingen af os ved, hvad fremtiden bringer, eller hvordan den måske kunne have set ud. Og uanset hvad, så kæmper vi videre. Nogle af os fordi vi er unge. Nogle af os fordi vi har børn. Nogle fordi de har børnebørn. Uanset hvad, så har vi dette til fælles: vi kæmper, fordi det er det eneste rigtige at gøre.

Godt nytår til alle!