Tale af klimaøkonom Majken Bilslev-Jensen ved Klimapåmindelsen i København 24 januar 2019

Jeg ser stadig mig selv som relativt ny i klimaverdenen. Jeg har arbejdet i den finansielle sektor i 10 år, og dér er klimaforandringer noget for Greenpeace og hippierne. For 2 år siden vidste jeg ikke særlig meget om klimaet, og jeg forvekslede ofte klima og miljø med hinanden.

Jeg vidste ikke rigtig at der var noget der hed Parisaftalen, jeg tænkte at plastisk i havene var et lige så stort problem som klimaforandringer – og jeg troede at så længe at jeg købte økologiske madvarer, og huskede stofnettet når jeg købte ind, så var alt fint.

Så begyndte jeg at læse et kandidatstudie i Klimaøkonomi. Der fandt jeg ud af, hvilket hasardspil om vores fremtid vi er gang med. Jeg lærte, at der er noget som hedder tipping points. Det betyder at når vi rammer en vis temperaturstigning, så er der risiko for at der går selvforstærkende mekanismer i gang, som kan sætte os skakmat i forhold til at gøre noget ved de accelererende temperaturstigninger.

Det var fuldstændig ’mindblowing’ for mig at finde ud af. Det anede jeg ikke!

Jeg havde efterhånden lært at Parisaftalen var en aftale som samtlige lande havde skrevet under, og man var blevet enige om at holde temperaturstigningerne til under 2 grader, og helst så tæt på 1,5 grad som muligt. Men jeg tænkte lidt ”nåh ja, bliver det lidt over eller lidt under, det gør vel ikke så meget?”. Eksistensen af tipping point ændrer jo fuldstændig billedet. Bare den mindste risiko for at klimaet løber løbsk udenfor vores kontrol, burde jo være nok til at alle smed hvad de havde i hænderne for at styre væk fra det scenarie. 

Så naturligvis var det umuligt for mig ikke at handle på den viden. Jeg startede blandt andet facebook-gruppen Klimanetvæket, hvor borgerforslaget KLIMAOPRÅB om CO2-afgifter og dividende blev til. Det inspirerede de store grønne NGO’er til at lave deres eget borgerforslag om en Dansk Klimalov, da vi kunne høste 11.000 stemmer på et så nørdet emne. Så det nytter noget at handle for os almindelige borgere!

Jeg bliver altid overrasket, når nogen siger til mig at klima er min hjertesag, som om det er lidt sødt, at jeg prøver at bevare naturgrundlaget som vi er dybt afhængige af. Men altså, jeg er pissebange. Det er ikke for hyggens skyld at jeg gør hvad jeg gør. Det er simpelthen fordi at risikoen ved bare at fortsætte ad vores nuværende sti er alt for stor.

Så min tanke, når nogen siger at det er min hjertesag, er altid “hvorfor er det ikke din?” – hvorfor er du ikke panisk angst over hvilket eksperiment vi er ude i? Hvad gør at du tror, at vi bare kan blive ved som hidtil? Hvorfor ligger du ikke søvnløs om natten over, hvornår vi har skubbet nok til de naturlige balancer, og vi står lige midt i katastrofen?

Jeg forstår heller ikke, hvorfor folk sætter klimasagen lig venstreorienteret ideologisk standpunkt. Jeg er både liberal og konservativ. Liberal i den forstand at folk har friheden til at gøre hvad de vil, så længe at det ikke skader andre. Konservativ i den forstand at jeg ønsker at bevare naturgrundlaget som vi kender det.

Der er flere som siger, at man ikke kan få folk til at kræve handling på baggrund af frygt. At man istedet skal pege på de gode visioner om en bedre verden. Det er der måske noget om. Det er bare ikke dér hvor jeg er. Jeg vil tværtimod gerne bevare det gode som der er nu, ved at forhindre at det forsvinder.

I bund og grund handler det om, at jeg ikke er særlig risikovillig. Når flere eksperter siger, at der er øget risiko for at en ny finanskrise er på vej, så ville jeg skynde mig at sælge ud af aktiebeholdningen. For jeg er ikke villig til at løbe den risiko det er at tabe pengene. Jeg er ikke villig til at satse på at eksperterne tager fejl, og at jeg ved bedre end dem.

Når klimaeksperterne siger at der er risiko for at klimaet løber løbsk, så er jeg heller ikke villig til at løbe den risiko. Jeg er ikke villig til at satse på at eksperterne tager fejl, og at jeg ved bedre. Jeg er slet ikke villig til at løbe den risiko det er, at fundamentet for liv forringes for mig og mine børn. Jeg ønsker ikke at spille hasard om vores fremtid.

Og hvis du heller ikke er det, så husk at støtte borgerforslaget om Dansk Klimalov nu!

Bonus: citat af Paul Hawken:
”Når nogen spørger mig om jeg er pessimistisk eller optimistisk omkring fremtiden, er mit svar altid det samme. Når man kigger på videnskaben om hvad der sker på jorden, og ikke er pessimistisk, så forstår man ikke data. Men hvis du møder de folk som arbejder på at genoprette denne jord og livet for de fattigste, og du ikke er optimistisk, så har du ikke en puls. Hvad jeg ser overalt i verden er almindelige mennesker, der er villige til at konfrontere håbløshed, magt og uoverskuelige odds for at bringe en flig af nåde, retfærdig og skønhed til denne verden.”