Af Sophus Helle, PhD-stipendiat, Århus Universitet. Tale til Klimapåmindelsen i Rigsdagsgården, 20 december 2018

Tiden er i stykker. Klimakrisen har ændret ved den måde vi tænker på tidens gang. De rytmer der plejede at styre vores liv er ude af takt, og de processer der former verdens udvikling går både for hurtigt og for langsomt.

I dag lever i en tid, hvor geologien haster. Forandringer i atmosfæren, af den slags der normalt udspiller sig over årtusinder, er speedet op til at foregå over årtier. Det er som om nogen har trykket “fast-forward” på den globale fjernbetjening. Normalt er det svært at fatte, hvor monumentalt langsomt geologien går – tænk bare på have, der rykker sig gennem tidsaldre. Men det er endnu sværere at forstå, at netop samme slags processer nu pludseligt går faretruende hurtigt.

Hvis vi gøre noget ved det, skal det være snart. Et videnskabeligt estimat siger, at vi har to år fra skrivende stumme til at knække kurven for CO2-udledning, hvis vi fortsat skal have en klode at bebo. Men samtidigt med at det skal gå så afsindigt hurtigt, er vi også nødt til at tænke langt ud i fremtiden. Klimakrisen er jo netop opstået fordi vi ikke har været gode nok til at forstå de langsigtede konsekvenser af vores forbrugsfetichisme og CO2-dyre vaner.

Så vi skal på én og samme tid huske at tænke langt ud i fremtiden og gøre noget ved det lige nu og her. Klimaet er et problem der haster, men som samtidig er af geologiske proportioner. Hurtigt, langsomt, hurtigt, langsomt: det er bogstavelig talt til at blive skør af. Det er nemt at lade sig lamme af en krise, der både har så vidtrækkende konsekvenser og så kort en tidsfrist.

På latin havde man udtrykket festina lente, “skynd dig langsomt”. Det virker selvmodsigende, men i dag er vi nødt til at lære at tænke sådan igen. Så måske kan det hjælpe at tage de historiske briller på, og se på klimakrisen i et lidt større perspektiv.

Vi lever i en besynderligt uholdbar tid. Uanset om man er optimist eller pessimist, er de færrest der tænker, at tingene bare kan fortsætte sådan som de er nu. Nogle mener, at kloden snart brænder sammen, andre at der kommer en bølge af grøn teknologi, som får vores problemer til at forsvinde. Uanset hvad mener de fleste, at tingene er nødt til at ændre sig.

Den følelse af uholdbarhed gælder ikke kun klima-krisen. Nogle ser Trump som en vordende diktator, der truer med at styrte det amerikanske demokrati i gruset, mens dem der stemte på ham mener, at han fører USA væk fra et snarligt sammenbrud. For nogle er tilstrømningen af migranter til Europa uholdbar, for andre er det den racisme migranterne bliver mødt med, der er uholdbar.

Uanset hvad oplever de fleste i dag den tid vi lever i som ude af balancer. Tingenes tilstand kan ikke fortsætte uhindret ud i fremtiden. Vi føler at der er nødt til at ske noget. Det er måske åbenlyst, men sådan var det ikke for tyve år siden. Dengang talte politologen Francis Fukuyama om “historiens slutpunkt”, altså tanken om at samfundet snart ville nå et stabil endemål. Dengang mente mange, at Fukuyama tog fejl. Men i dag ville et tilsvarende udsagn ikke bare være forkert. Det ville være meningsløst.

Det er som om, at verden vipper. Det er en myte, at man på kinesisk kan forbande nogen med ordene: “Må du leve i spændende tider!” Men myte eller ej, føles den tid vi lever i lidt rigeligt spændende. Er det i år, der endelig sker noget, eller overgiver vi os til en fremtid med katastrofer? Det er nu, vi træffer den beslutning, hvis ikke andet så ved mangel på handling. 2018 føles som et historisk øjeblik.

Men hvad betyder det overhovedet? Hvad mener vi, når vi siger, at noget et “historisk”?

Ting kan være “historiske” uden at være sket i fortiden. Når en fodboldkommentator efter en vigtig sejr råber, “Det her er historisk!”, mener han ikke, at kampen nu skal omtales i datid. Han mener, at den her sejr vil ændre på fodboldens historie. Det er fremtiden, han peger på, ikke fortiden. Et historisk øjeblik er et tidspunkt, der flyder over sig selv. Det er en begivenhed der er fyldt med for meget mening, betydning og konsekvens til at passe ind i det lille udsnit af tid, som det rent faktisk skete i. Det løber over sine bredder og ind i historien.

Et historisk øjeblik er et tidspunkt, som vil have følger langt ud i fremtiden. At leve i et sådant øjeblik medfører en særlig form for ansvar. Fordi dette tidspunkt er skelsættende, fordi det er netop nu at vi kan nå at gøre noget ved klimakrisen, er vi tvunget til at se på vores nutid med fremtidens øjne. Hvordan vil det vi gør i dag se ud om et århundrede? Gjorde vi nok for at afværge katastrofen?

Det er et specielt perspektiv. Tænk på, hvordan fremtidens historikere vil skrive om os. Tænk på hvor latterlige vores politikere vil se ud: travlt optaget af at score point og pudse glorier, når der så akut mangler visioner. Vi har ikke brug for politikere, der får den mindst mulige ambitiøse aftale i hus så de kan sige, at de altså har gjort noget. Vi har brug for politikere, der ser klimakampen for hvad den er – en historisk udfordring, der kalder på historisk lederskab.

Men et historisk øjeblik er ikke bare ansvarstungt, det er også åbent. Hvis en begivenhed er den nødvendige følge af de foregående, kan det ikke være historisk i den her forstand. Det historiske er en følelse af, at ting kan gå begge veje, at det ikke er bestemt på forhånd. Det er en revne i tiden, hvor man kan gøre en forskel.

Og vi kan gøre en forskel. Det var i 2018, at klimakampen kom op i gear. Flere og flere stemmer melder sig under de grønne faner, og en reel indsats mod klimaforandringerne er ikke længere en umulig utopi, men et konkret krav fra befolkning til politikere. Det er nu både bydende nødvendigt og faktisk muligt, og det er en ret spændende kombination. Vi kan ikke længere gemme os bag en mangel på folkelig opbakning eller politisk fatalisme, så vi er nødt til at tænke større. Det historiske øjeblik tvinger os til at drømme.

Men det var også i 2018, at vi i Danmark for alvor begyndte at se den slags forandringer, der er i vente. Pludselig var klimaforandringer ikke bare noget der skete på Nordpolen, men lige her i vores baghave, i form af afsvedne græsplæner og konkursramte landbrug. Nu er vi så nødt til at gå fra konkurs til diskurs: fra at se problemet til at ændre på den måde vi taler om det på. Klimakrisen er ikke bare en fjern fare, og det handler ikke om, at vi hver især skal spise lidt mere økologisk. Det er politisk spørgsmål af historiske dimensioner.

Den offentlige samtale vipper. Det politiske landskab er i opbrud, og partierne danner nye alliancer på tværs af gamle blokke. I al den usikkerhed er der et uudtalt spørgsmål, der hænger og dirrer i luften: bliver klima et afgørende tema i forårets valgkamp, eller vil det blive druknet af andre emner? Ifølge en undersøgelse foretaget af Norstat ligger klima og miljø nu helt på toppen af listen over de spørgsmål, der afgør hvor danskerne sætter deres kryds – et tigerspring fra den femteplads, det indtog for bare et år siden. Men kommer politikkerne til at lytte? Udfaldet er afgørende.

Det er banebrydende, at et valg med klimakrisen i fokus overhovedet er en mulighed, og det ville tvinge politikerne til at levere de visioner, vi så desperat har brug for. Et valg med klima i fokus ville skabe inspiration også udenfor Danmarks grænser. Det ville være… historisk. Men det er historisk netop fordi det lige nu ikke er fastlagt, at det er det, der kommer til at ske. Fremtiden er både åben og afgørende.

Vi har to år til at knække CO2-kurven, et halvt års valgkamp til at aftvinge visioner fra vores politikere, og resten af vores liv til at døje med konsekvenserne, hvis vi ikke gør noget. Tiden er i stykker. Men i de revner der opstår, ligger muligheden for at gøre en forskel.