Hvordan skal Danmark blive uafhængig af kul, olie og gas i 2050? Hør om Energistyrelsens energi-scenarier for Danmarks grønne omstilling og deltag i debatten. Tirsdag den 11. nov. kl. 19.00 – 21.30 på Københavns Universitet, Thorvaldsensvej 40, lokale A2-70.02.

Kl. 19.00
Velkomst v. Klimabevægelsen i Danmark

Kl. 19.10
Gennemgang af rapporten “Energiscenarier frem mod 2020, 2035 og 2050
v. Sigurd Lauge Pedersen, Chefkonsulent i Energistyrelsen

Kl. 20.00 – 20.30
Drøftelse i grupper

Kl. 20.30 – 21.30
Plenumdebat med oplægsholderen

Kl. 21.30
Afrunding

Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendig.

Tilmelding sker ved fremsendelse af navn til sek@klimabevaegelsen.dk

Del arrangementet med dine venner på facebook: https://www.facebook.com/events/576015639194423/

Baggrundstekst om Energistyrelsens rapport

Et bredt flertal i Folketinget har besluttet at Danmark skal være uafhængig af fossile brændsler i år 2050. Men kan man overhovedet forestille sig, at Danmark kan klare sig uden fossile brændsler? Hvor store vedvarende energiressourcer har vi? Hvordan får vi energi, når solen ikke skinner og vinden ikke blæser?

Energistyrelsens rapport “Energiscenarier frem mod 2020, 2035 og 2050” (udgivet marts 2014)  beskriver netop 4 sådanne mulige scenarier for Danmarks fremtidige energiforsyning frem mod 2050. Scenarierne overholder alle den fossilfrie vision i 2050 samt målet om fossilfri el og varme i 2035, og har til formål at belyse spillerummet for den fremtidige danske energiforsyning og danner en fælles ramme om de analyser, der blev igangsat med energiaftalen fra 22. marts 2012.

I opgørelsen af omkostningerne indgår annuiserede investeringsomkostninger, hvor teknologidata tages fra de nyeste teknologikataloger, hvori der indgår vurderinger af den forventede teknologiudvikling frem mod 2050. Brændselsprisudviklingen antages at vare i overensstemmelse med de tre scenarier i World Energy Outlook 2013 (Current Policies Scenario, New Policies Scenario, 450 Scenario).

Vindscenariet designes til et bioenergiforbrug, der nogenlunde svarer til, hvad Danmark selv kan levere, dvs. ca. 250 PJ. Det betyder ikke, at bioenergien nødvendigvis er dansk – men at den kan leveres fra Danmark. Det kræver en massiv elektrificering i transport, industri og fjernvarme og en kraftig udbygning med havmøller. For at holde bioenergiforbruget nede anvendes brint til opgradering af biomasse og biogas, så den rækker længere.

Biomassescenariet designes til et årligt bioenergiforbrug omkring 450 PJ. Det indebærer en vis netto-biomasseimport i normale år (omkring 200 PJ). Ingen brint.

Bio+ scenariet indebærer et brændselsbaseret system, der minder om det, vi har i dag. Blot erstattes kul, olie og naturgas med bioenergi. Brændselsforbruget bliver godt 700 PJ. Ingen brint.

Brintscenariet designes til et meget lille bioenergiforbrug (under 200 PJ). Det indebærer betydelig anvendelse af brint og en del mere vindkraft end i vindscenariet.

Det fossile scenarie beskriver en teoretisk situation, hvor fossile brændsler anvendes, og hvor der ses bort fra alle målsætninger. Det fossile scenarie illustrerer et alternativ, hvor hovedfokus er lavest mulige omkostninger.

Link til rapporten:
http://www.ens.dk/sites/ens.dk/files/dokumenter/publikationer/downloads/energiscenarier_-_analyse_2014_web.pdf