Select Page

Aarhus, 7.10 2019

Kære Frank Jensen,

jeg skriver til dig, fordi du skal være vært ved C40-topmødet i København. Tillykke med det!

Jeg har i den forbindelse et forslag til, hvordan vi kan nedsætte vores CO2-udslip med konkret handling her og nu, nemlig ved at indføre bilfrie søndage.

Kære Frank Jensen - indfør bilfrie søndage!

Det ville som sidegevinst give blandt andet børnefamilier mulighed for med sindsro at cykle på vejene om søndagen. Og forældre ville trygt kunne lade deres børn lege på vejen og løbe på løbehjul. Hvor herligt! Bedsteforældre kunne tage deres børnebørn med på cykelture i stedet for at invitere dem med på billige weekendture med fly. Endnu en gevinst for klimaet!

Bilfærgerne ville selvfølgelig være nødt til at ligge stille. Butikkerne måtte holde lukket, for der ville kun komme ganske få kunder. Det ville betyde nedsat forbrug og dermed CO2-udslip.

Bilfrie søndage ville desuden medføre færre færdselsulykker med frigørelse af ressourcer indenfor politi og sundhedsvæsen til følge. Endelig ville det være en lise for støjplagede naboer til motorvejene at have én støjfri dag om ugen. Alt at vinde, intet at tabe!

Tænk, hvis 94 af verdens største byer indførte bilfrie søndage! Det ville være målbart på det globale CO2-regnskab.

Som bedstemor til 9 mindreårige børnebørn håber jeg inderligt, at du vil medtage dette forslag i forbindelse med debatten om kampen mellem biler og cykler onsdag den 9.10.

Med venlig hilsen,

Gudrun Dalgaard

(Medlem af Bedsteforældrenes Klimaaktion Aarhus)

PS.: Jeg forestiller mig selvfølgelig, at folk der skal på arbejde eller har brug for lægehjælp, skal have dispensation, så de kan køre på de ellers bilfrie søndage.