Hvis Danmark skal kunne opfattes som en troværdig støtte til den globale klimaaftale som verdens ledere vedtog i Paris, så skal Danmark stoppe al ny efterforskning efter olie og gas i Nordsøen.
Det Internationale Energi Agentur har for længe siden slået fast at 2/3 af verdens allerede kendte fossile reserver ikke kan afbrændes, hvis vi skal holde os under 2 graders global temperaturstigning. Det betyder, at disse ”ikke-brændbare fossile reserver” vil miste deres værdi. Det skønnes at mindst 80 % kul, mindst 50 % gas og mindst 33 % af olien skal forblive i jorden. Verden råder således allerede nu over langt mere olie og gas, end vi kan brænde af. Det er derfor hævet over enhver tvivl, at yderligere efterforskning efter olie og gas i Nordsøen må stoppe, og at den eksisterende udvinding stort set bør afvikles helt over de næste 10-20 år, hvis Danmark for alvor vil bakke troværdigt op om Klimaaftalen.

Paradoksalt nok, så har A.P. Møller Mærsk, Shell og Chevron i Dansk Undergrunds Consortium ret til at udvinde olie og gas helt frem til år 2042. Desuden har den danske stat så sent som i april 2016 uddelt hele 16 nye tilladelser til virksomheder som eksempelvis Dong Energy til at lede efter nye olie- og gasfund i den danske del af Nordsøen. Disse nye tilladelser giver selskaberne en periode på 6 år til at finde nye olie- og gaskilder, og tilladelserne giver selskaberne ret til at producere fra disse felter i yderligere 30 års. Potentielt giver de eksisterende tilladelser altså mulighed for at udvinde olie og gas i hele 36 år fra nu, altså til år 2052, og den danske Energistyrelse er endda i gang med at tilrettelægge en ny 8. udbudsrunde for tildeling af nye efterforskningstilladelser.

At Danmark på trods af Paris-aftalen, og med et historisk momentum i den grønne omstilling på den måde fortsætter med at øse benzin på et allerede brændende bål er naturligvis moralsk helt uanstændigt. Hvis ikke Danmark, som et af verdens rigeste lande og et af de lande som brander sig ved at være absolut forrest i den grønne omstilling ikke formår at sætte en stopper for fossil-udvindingen, så er det svært at se hvordan Danmark på troværdig vis kan indgå i det globale fællesskab og bidrage til at sikre en beboelig klode uden accelererende klimaforandringer.
Både overfor samfund og omverden, men også overfor fossil-selskaberne selv, så er det aldeles utroværdigt, at danske politikere med den ene hånd efterspørger øget klimapolitisk handling, mens man med den anden hånd uddeler nye efterforskningsrettigheder, rettigheder til ny olie og gas, som med forventeligt støt stigende priser på CO2-udledning, langt skrappere CO2-udledningskrav, og med hastigt stigende konkurrence fra vedvarende energi-former som bliver konstant billigere, meget vel risikerer at ende som ”stranded assets”.