Europæisk klimapolitik

Kyotoprotokollen og EU’s forpligtelser

Kyotoprotokollen er en juridisk bindende aftale, hvor verdens i-lande (undtagen USA) har forpligtet sig til at reducere deres samlede udledning af drivhusgasser med 5 % i forhold til udledningerne i 1990 i perioden 2008-2012. Hvert i-land har dermed et tilladt antal ton drivhusgas, som det må udlede. Disse tilladelser kaldes AAU’s – assigned allowance units, og hver af disse enheder svarer til 1 ton CO2.

Nationer, som har reduceret mere end de har forpligtet sig til, kan sælge deres overskydende tilladelser til nationer, som ikke har reduceret nok. Hermed blev der etableret et såkaldt cap and trade system – et system med et maksimalt antal CO2-tilladelser, som kan handles med.

Nationerne fik yderligere to alternativer til at reducere udledningerne i deres eget land, nemlig at investere i CO2-reducerende projekter i u-lande eller andre i-lande.

De 15 lande, som EU bestod af, da Kyotoprotokollen blev indgået i 1997, forpligtede sig som samlet part til protokollen. EU skal reducere udledningerne med 8 % i forhold til 1990. Derefter skulle EU internt ”fordele byrden” – altså blive enige om hvilke medlemslande, der skulle reducere mest. Enkelte lande fik endda lov til at øge deres udslip i perioden. Danmarks påtog sig en af de største byrder, nemlig at reducere udledningerne med 21 % i forhold til 1990.


Kyotoprotokollen forpligter nationerne, og altså ikke nationernes borgere og virksomheder. Det er op til nationerne at regulere borgere og virksomheder, så reduktionerne finder sted.


EU’s kvotehandelssystem

Et af EU’s vigtigste politiske instrumenter til at sikre sine reduktionsforpligtelser er det europæiske kvotehandelssystem, kaldet EU ETS (European Union’s Emissions Trading Scheme). Det fungerer i princippet på samme måde, som det globale cap and trade system bortset fra, at det er direkte gældende over for de virksomheder i EU, som systemet omfatter.

EU’s system sætter et loft over udledningerne for de mest energitunge industrivirksomheder i EU, og tildeler i henhold til loftet disse virksomheder CO2-kvoter, altså udledningstilladelser.  I begyndelsen var de gratis for virksomhederne, men går gradvist over til at sælges på auktion. Kvoterne kan også handles virksomhederne imellem. Virksomhederne omtaltes ofte som de kvotebelagte sektorer, og er f.eks. kraftværker, mineral- og papirindustri.


Da loftet over kvoter er politiske fastsat, kan det sænkes over tid, hvorved antallet af kvoter på markedet mindskes. Jo færre kvoter på markedet, jo dyrere bliver kvoterne, og jo mere attraktivt er det for virksomhederne at skifte til grønnere teknologi. Systemet kan altså i teorien bruges som styringsinstrument til at drive en udvikling mod renere teknologi.


Det forudsætter dog, at politikerne er ambitiøse og sætter et stramt loft over udledningerne af drivhusgasser, for ellers er prisen på kvoterne ikke høj nok til at drive omstillingen til ren teknologi.  Systemet driver ikke en udvikling i øjeblikket, da der er rigeligt med kvoter på markedet til en forholdsvis lav pris, fx 112 kr. pr. ton CO2 den 20. oktober 2010. Af samme årsag gør det pt. desværre heller ikke nogen forskel, at forbrugere (eller deres elselskaber, flyselskaber m. fl.) opkøber og annullerer europæiske CO2-kvoter.


De europæiske virksomheder har desuden fået for mange gratis kvoter i opstartsfasen af systemet. Dels for at sikre, at virksomhederne ville blive i EU frem for at flytte til andre lande og fortsætte deres høje CO2-udledninger, og dels takket være en stærk industrilobby i Bruxelles.

20-20-20-målene

I slutningen af december 2008 vedtog EU den såkaldte Klima- og Energipakke. Den er et bærende element i EU’s klimapolitik. EU vedtog 20-20-20-målene, som betyder, at EU skal reducere udledningen af drivhusgasser med 20 %, have 20 % af energiforbruget dækket af vedvarende energi og forbedre energieffektiviteten med 20 %, alt sammen i år 2020. Målene er ikke forpligtelser i henhold til de internationale klimaforhandlinger, men mål, som EU har pålagt sig selv.

20% reduktion af drivhusgasser

Reduktionen af drivhusgasser med 20 % måles i forhold til 1990 som i de internationale forhandlinger. En del af dette mål nås ved at regulere virksomhederne under kvotehandelssystemet. Resten skal medlemsstaterne selv sørge for at nå i de ikke-kvotebelagte sektorer, for eksempel transportsektoren, landbruget og affaldsforbrændingssektoren.

EU har meldt ud, at unionen vil skærpe målet fra 20 % til 30 %, hvis andre store udledere af drivhusgasser forpligter sig tilsvarende ambitiøst.

Der er uenighed om hvorvidt EU bør skærpe sit reduktionsmål fra 20 % til 30 %. EU-kommissionens klimakommissær Connie Hedegaard har påvist, at det pga. finanskrisen ikke er væsentligt dyrere at gå til 30 %, end man regnede med, det ville koste at nå de 20 %.

EU-parlamentets miljøudvalg har vedtaget at anbefale 30 %-målet. Landene Danmark og Storbritannien støtter 30 %-målet, mens lande som Polen, Ungarn og Italien er imod.

Det kræver både opbakning fra EU-parlamentet og Ministerrådet, at træffe beslutningen om de 30 %.

20% vedvarende energi

Danmark har også en forholdsmæssig stor byrde i implementeringen af EU’s mål for vedvarende energi. Danmark skal have 30 % af energiforbruget dækket af vedvarende energi i 2020. Til sammenligning havde Danmark 17 % i 2009.

Under målet om vedvarende energi hører et delmål om biobrændsel. Alle medlemsstater skal have mindst 10 % af deres transportbrændsel fra biobrændsel i 2020. Livscyklusberegninger har vist, at nogle former for biobrændsler har en større CO2-udledning end fossile brændsler. Fra 2013 stiller EU krav om, at biobrændslerne udleder 35 % færre drivhusgasser sammenlignet med fossile brændsler.  Fra 2017 er det 50 % for eksisterende biobrændselsanlæg og 60 % for nye biobrændselsanlæg.

20% højere energieffektivitet

EU har et mål om at sænke energiforbruget med 20 % i 2020 i forhold til hvad det ville være i 2020 uden at gøre en ekstra indsats for at spare på energien. Til forskel fra de to øvrige mål, er dette ikke bindende. Kræfter i EU arbejder dog på at gøre det bindende.

Læs mere:


Helle Bager Eriksen og Andreas Brunsgaard-Jørgensen har skrevet et interessant speciale om EU’s klimapolitik.

Om Kyotoprotokollen: http://unfccc.int/resource/docs/convkp/kpeng.html
De kvotebelagte sektorer fremgår af bilag 1 til kvotehandelsdirektivet:
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2003:275:0032:0046:DA:PDF (side 11)

Direktivet om vedvarende energi:

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2009:140:0016:0062:DA:PDF

EU’s klimapolitik i øvrigt: http://europa.eu/legislation_summaries/environment/tackling_climate_change/index_da.htm

Klimakommisær Connie Hedegaards forslag til en Roadmap 2050 med 25% indenlandsk CO2 reduktion i år 2020. DOWNLOAD.

Min kurv

Velkommen til KlimaTV

Velkommen til KlimaTV

Vores stadigt voksende samling af klimavideoer fra ind- og udland.

Støt Klimabevægelsen!

Støt Klimabevægelsen!

Betal kontingent - eller giv et bidrag via VISA-kort, MasterCard, PayPal eller bankoverførsel.

Næste events

« april 2017 » loading...
M T O T F L S
27
28
29
30
31
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
lør 29
Ja Nej