Gudrun Dalgaard

Jean Claude Juncker holdt for nylig sin sidste State of the Union-tale. Hovedtemaet i talen var at øge grænsekontrollen med 10.000 mand for at skabe tryghed for os europæere. Klimaet og de voldsomme klimaændringer, vi allerede er vidner til, berørte han kun perifert. Det er for mig ubegribeligt, at J.C.J. kan tale om tryghed uden at tage den største trussel for alt liv her på kloden dybt alvorligt, nemlig de menneskeskabte klima-katastrofer. Og jeg mærker både fortvivlelse og vrede over en sådan mangel på ansvarlighed. Fortvivlelsen og vreden bliver ikke mindre af at danske medier stort set har ladet det gå upåagtet hen.

Mine børnebørn – og alle andres – kan ikke trygt se deres fremtid i møde. Det ændrer 10.000 mand ved EU’s grænser ikke på!

Når J.C.J. går af som kommisionsformand til næste år, har jeg et stort ønske om at se en handlekraftig, modig og målrettet person på hans post eller som klima-kommisær. Jeg tænker på Margrethe Vestager. Hun har vist, at hun kan opnå resultater! Tænk om M.V. fik chancen for at bide sig fast i haserne på de store kul- og olieindustrier og fik dem stillet til ansvar, som det var tilfældet med tech-giganterne!

Det ville være til gavn for menneskeheden og resten af naturen.

(Gudrun Dalgaard er medlem af Bedsteforældrenes Klimaaktion-Aarhus. En redigeret version af debatindlægget har været bragt i Politiken 23.9.)