Den globale overopvarmning aktiverer, hvad psykologer kalder vores “ultimative bekymringer” eller “eksistentielle fakta om livet”, herunder ansvar, lidelse, meningsløshed og død og efterlader os med en følelse af individuel hjælpeløshed og et gigantisk kollektivt kontroltab [1].

Antropologen Ernest Becker beskriver i bogen ‘The Denial of Death’ [2] hvor langt vi er villig til at gå for at fornægte og især fortrænge vores egen dødelighed. Men er disse psykologiske (selv)forsvarsmekanismer en tilstrækkelig forklaringmodel – på vores klimapassivitet?

Forklaringerne er ofte; at det jeg kan gøre betyder så uendelig lidt – suppleret med at det basalt set er politikernes ansvar at træffe de systemiske beslutninger og at den globale overopvarmning først bliver et seriøst problem et pænt stykke ude i fremtiden – til den tid ‘finder vi på noget’, så er vi både meget smartere (kunstig intelligens, ny teknologi m.v.) og meget rigere (global økonomisk vækst) end i dag: Altså en gigantisk mental parallel-forskydning i både beslutnings-rum og tid.

Aktuelt har vi så det midlertidige problem, at med Donald Trump, Lars Chr. Lilleholt og Esben Lunde Larsen er det vanskeligt at opretholde illusionen om, at smarte og fremsynede politikere er svaret….

Kognitiv dobbelt dissonans

Klimapolitisk er vi også indfanget i en kognitiv dobbelt dissonans [3]. Mellem en overdreven delvis ubegrundet fremtidstro (Futurisme), en meget massiv klimavidenskabelig model-alarmisme (Dystopi) og for mange et mere eller mindre uudtalt ønske om at spole tiden tilbage, til ‘de gode gamle dage’ (Nostalgi – fortids romantik).

Problemet er at den fremtidige globale overopvarmning (klima-kaos) skaber en betydelig dobbelt diskursiv dissonans både for fremskrids-troen og for fortids-illusionen. Men da vi har levet i fortiden, behøver denne illusion ikke det samme fakta-tjek som fremskrids-troen, selvom det på ingen måder er tilfældet (vi kan f.eks. ikke uden en grøn revolution opsamle de sidste 50 års udledninger af drivhusgasser).

Forfaldshistorier er bestemt heller ikke noget nyt. Oswald Spenglers bog: ”Der Untergang des Abendlandes” havde en ikke ubetydelig effekt på den politiske udvikling i Tyskland efter første verdenskrig. I dag ser vi forfaldshistorien gentaget af radikale islamister (Vestens forfald og ønsket om ‘islamisk renhed’). Trump spiller også på en forfaldshistorie, med ønsket om at genskabe USA’s storhed: ”Make America Great AGAIN”. Det samme gør Dansk Folkeparti med sloganet: ”Gi’ os Danmark TILBAGE”.

Problemet med alle disse fortids-illusioner er, at man ikke forholder sig til hvordan man vil spole tiden/udviklingen tilbage (reversibilitet). Man foregiver at det er enkelt og at det ofte kan løses ved at genskabe de hensygnende nationalstater – ved symbolsk at opbygge grænser og grænsehegn.

Trump og delvist Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har løst problemet med det dissonante klimakaos ved helt eller delvist at fornægte dets eksistens og især dets konsekvens – Trump og Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har så defineret en endnu større umiddelbart trussel, den muslimske indvandring og terror. De har sådan set ikke noget imod fremskridts-troen (Futurismen), men kun hvis den er bedre og billigere end fortidens løsninger (Grønne Gratister), for så vil markedet (forbrugerne og de grønne kapitalister) af sig selv løse problemet… De laver endnu en parallel-forskydning, hvor det politiske niveau trækkes ud af ligningen.

Det kollektive klimapolitiske handlerum

Den globale overopvarmning skaber både en tæt på altruistisk og en meget håndgribelig problemstilling. Reduktion i udledning (og evt. opsamling) af klimagasser, gavner ALLE, men har uendelig lille direkte effekt for den enkelte. Omvendt så gavner klimatilpasning dem der gennemfører den. Udfordringen er at koble de to sammen. Når ens kælder f.eks. har været fyldt med vand, er man stærkt motiveret for at forhindre en gentagelse – men en el-bil eller et solcelletag løser ikke dette problem (hvis ikke alle andre gør det SAMME).

Derfor er det den kollektive handling på alle niveauer der bliver det afgørende.

Den individuelle delvise klima-fortrængning – skal konverteres til kollektiv klima-handling. Det bliver den store udfordring i de kommende år.

Det er nemlig ikke rigtigt, hvis nogle tror at flertallet er ‘ligeglade’ – men de mangler et kollektivt klimapolitisk handlerum, der kan bryde igennem den dobbelt dissonante mentale og handlingslammende benlås.


[1] The Existential Dread of Climate Change

[2] Ernest Becker: The Denial of Death

[3] Kognitiv dissonans er det mentale ubehag som opleves af et individ, der indtager (eller presses til at indtage) indbyrdes modstridende holdninger. Det kan også være en dissonans mellem individets ideer/værdier og vedkommendes handlinger; at man i givne situationer ikke handler som ens værdier foreskriver. I en dobbelt dissonans, er vi fanget i et ‘ingenmandsland’ mellem tre modstidende narrativer (en fortælleramme der strukturerer vores forestillingsverden/ideer/værdier).