I deres KLIMAOPRÅB forleden efterlyste 301 forskere en åben debat om en ny form for sam­funds­­økonomi.

Men dén debat får vi kun, hvis vi – som helt almindelige mennesker og så mange som muligt – tør tage den svære samtale om kli­ma med dem, vi har omkring os til dag­lig.

Det begynder med, at man er bekymret for klimaet – og siger det højt! Til børn og børnebørn, som sikkert al­­­lerede ved meget om det. Til de voksne børn, som tit må gå på kompromis med klima­hensyn i en travl hverdag.

Til naboer, bekendte og eventuelle kollegaer og arbejdskam­me­rater. Når fle­re tager snakken og lægger et venligt pres på hinanden, er vi nemlig på vej mod gode vippe­punkt­er, hvor mange pludselig køber genbrugstøj, kører i delebiler osv.

Vi er i bedsteforældre-alderen, og da vi var unge, handlede den svære samtale om sex.

I dag be­gyn­der den, når nogen i selskabet me­­­­­ner dét med klimaet alvorligt nok til at sige det højt og ind­drager egen eller andres adfærd med mere eller mindre moraliserende undertekst.

Så har vi balla­den. Men man kan styre udenom ved i stedet at begynde med sin egen motivation for at gøre no­get og – først og fremmest – med ærlig­hed. Vi lever alle med dilemmaer og falder uundgåeligt i ind­imellem.

En anden snublesten er den med valget mellem klimahensyn og økonomisk vækst. Hvordan kom­mer man videre, når dét kort er spillet?

Måske ved at dreje det hen til at handle om forbrug og livsstil. For det ligger jo i vores gener at kæmpe for bedre materielle forhold. Men behøver vi gå videre med den kamp, når vores privatforbrug er fem gange større end for 60 år siden? Når bedre forhold for vores generation betyder kaos og uforudsigelighed for efterkommerne?

Hvis samtalen om klima skal brede sig, har vi meget brug for ”hverdagens klimaambassadører”. Den truende katastrofe bliver ikke afværget af to bedstemødres diskussion ved kaffebordet. Men det gør en vigtig forskel, når den ene slår i bordet, så kopperne danser, og svarer ”det kanvi alt­så!” til veninden, der ikke synes man selv kan stille noget op.

Klimaambassadørerne kan også være kend­te personer som Jesper Theilgaard, der drager land og rige rundt med folkeoplysning om kli­maet.

Eller en agtet bedstemor som Ghita Nørby, der forleden sagde på FB-siden for Bedste­for­ældrenes Klimaaktion, at ”Vi synes alle sam­men det med klimaet er vigtigt, når vi sidder og snak­ker om det. Men der skal også handling bag!!!”

Det skal der nemlig. Både i hverdagens klimavalg og til folketingsvalget, som kommer lige om lidt. Politikerne er godt i gang med at kridte banen til, at klima og miljø skal fylde meget mere. Sikkert fordi de har læst skriften på væggen, fx i CONCITO’s klimabarometer, som viser, at 9 ud af 10 anser de globale klimaforandringer som et alvorligt problem.

Men hvis valget skal blive et klimavalg og ikke kuldsejle i grønne signalfarver og spin over ingen­ting, har vi hårdt brug for kloge folk af mange slags. For de 301 forskere, som stod bag klimaop­råb­et, ja, men også for journa­list­erne, som kæmper en daglig kamp for at få tale- og spalteplads til kli­maet.

For kommunika­tions­folk, antropologer og andet godtfolk, som kan hjælpe os på vej­en fra det personlige og priva­te til det fælles. For forkyndere og teologer, som tør tale højt om den ån­delige armod i et liv, sty­ret af afguder­ne forbrug og underholdning. Og for gamle mænd og koner, som ved noget om, at afkald også kan væ­­re mådehold og ganske udmærk­et.

Med deres og andre kloge menneskers hjælp kan vi få politikerne til at lytte. Til videnskaben – og til alle os, der har den allerbedste grund til at kæmpe for en tryg fremtid.

Børnene!

Anna Marie Langhoff Nielsen, Annegrethe Jørgensen, Birgitte Jensen, Birte Gam-Jensen, Dorrit Olsen, Elisabeth Thuesen, Harold Randall, Jeremy og Inger Millard, Sju G. Thorup

(Bragt i Politiken Debat 12.6. 2018)