Elena Smith. Bedsteforældrenes Klimaaktion Nordjylland.

Jeg elsker mine børn / børnebørn overalt på jorden og vil gøre alt for dem! Del, hvis du er enig. Opslag af denne slags florerer i stor stil på Facebook. Nogle gange bliver vores kærlighed så stor, at vi føler trang til at dele den med hele verden. Den slags kærlighedserklæringer er uden tvivl oprigtig ment. Hvis jeg spurgte en hvilken som helst forælder om de ville give en nyre til deres barn, hvis der var brug for det, ville de uden tøven svare ja, og hvis jeg spurgte en hvilken som helst bedsteforælder om de ville beskytte deres børnebørn med deres eget liv, tage en kugle for dem, så ville de nok heller ikke tøve.

Sådan er det. Sådan et offer ville ethvert ordentligt menneske bringe uden at betænke sig.

Men sådan som verden er nu, er der behov for at vi som ansvarlige voksne forstår, hvad tiden kræver af os for vores børn og børnebørns fremtid.

Er det nu du holder op med at læse? Er det nu du tænker ’Åh nej, ikke klima igen’? Jeg orker ikke mere appel til min dårlige samvittighed, Nu er det snart jul – vi skal hygge os.

Og jeg forstår dig. Det vælter ind med dårlige nyheder og deprimerende prognoser og det er ikke til at holde ud at tænke på. Jeg indrømmer blankt at jeg har dage, hvor jeg bevidst springer over dårlige nyheder. Det er for hårdt hele tiden at se ind i mørket og mærke afmagten. For opslidende at konfronteres med min egen medskyld og utilstrækkelighed.

Trods det er jeg er blevet klimaaktivist.

At blive klimabevist er pinefuldt. Hvis du tror at man går rundt og føler sig frelst og hellig og har god samvittighed, så må jeg skuffe dig. Meget af tiden føles det bare tungt og utilstrækkeligt.  De valg man tager i hverdagen, bliver pludseligt så betydningsfulde. Skal jeg spise kød i dag? Er det nødvendigt at tage bilen? Skal jeg tage fly til England og besøge min familie? Skal jeg købe den smukke bluse, der vil klæde mig så godt? Ting som jeg bare for få år siden gjorde uden at tænke over det, bliver nu vendt og drejet. Ubekymretheden er forsvundet ud af mit liv. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde jeg ikke savner den.

Men jeg kan ikke ikke-vide det jeg ved.  Jeg kan ikke ikke-handle når jeg ved, at alt det jeg gør, har konsekvenser. Ikke-handlen er destruktivt. Det jeg ikke handler på, lægger jeg på andres skuldre. Mine medmennesker, mine børn og mine børnebørn. Jeg kan ikke gøre ingenting, for at gøre ingenting er også en handlen.

Og hvis jeg virkelig mener at jeg vil gøre alt for mine børn og børnebørn; at min kærlighed er så stor, at jeg gladeligt gav dem min nyre, at jeg uden at betænke mig tog en kugle for dem, hvorfor tøver jeg så med at ændre adfærd? Hvorfor gør du?

Er vores magelighed virkelig større end vores kærlighed?  Er vores vaner og goder mere værd end vores børns fremtid?

Måske tøver vi fordi sammenhængen mellem vores adfærdsændringer og vores børns og børnebørns fremtid er diffus og indirekte. De dør jo ikke af jeg flyver en tur til de varme lande. De ser lige så glade ud, som de plejer. Og de vil også gerne have julegaver – og det får de selvfølgelig. For vi gør jo alt for dem.

Måske tøver vi, fordi vi ser os omkring og ser, at “alle de andre” bare fortsætter som om intet er hændt. Så hvad skulle det så hjælpe, at lille jeg prøver at tage klimavenlige hverdagsvalg.

For mit eget vedkommende er der også en betænkelighed ved de sociale konsekvenser ved at skille sig ud. At være til besvær eller blive til grin, at fremstå som frelst og fordømmende. Ofte vælger jeg at holde lav profil, at være skabs-klimaaktivist. Jeg orker ikke altid at tage diskussioner, der ofte bliver modtaget med himmelvendte øjne og trætte miner eller direkte vrede. Og altid – altid skaber en dårlig stemning. Jeg vil da hellere være flink og rar og hyggelig.

 Hvem har ansvaret

I skrivende stund er der Klimatopmøde i Polen. Verdens ledere er samlet for at vedtage en køreplan for beslutningerne i Parisaftalen. Jeg sidder klistret til TV-skærmen og bider negle. Jeg beder til de højere magter om at politikerne formår at komme nogle skridt videre. Der er så forfærdeligt meget på spil mens de skændes og købslår og dækker sig bag hinanden. Det skorter ikke på advarsler og brandtaler. Den svenske skoleelev Greta Thunberg  sidder med ved bordet. Vi sætter vores lid til at en ung pige skal redde os, til at hun som en anden Jeanne d´Arc ofrer sig, ofrer sin ungdom og sin skolegang for fremtidens skyld. Hvordan er vi dog kommet dertil at vi har overladt ansvaret for jorden til vores børn?

Vi voksne har så mange interesser vi skal pleje. Så mange undskyldninger for det vi har gjort og det vi gør. Så mange fortrængninger og fornægtelser for vores svigt, at vi trodsigt nægter at se realiteterne i øjnene. Selvom skovene og byerne brænder. Selvom isen smelter. Selvom havene og floderne stiger. Der er så mange vigtige ting at tage hensyn til. Men for børnene er hensynet til at de har et liv og en fremtid på denne klode det eneste der betyder noget.

Så hvorfor gør vores politikere alt, alt for lidt? Er de onde – er de ligeglade? Er de uansvarlige og kun optaget af egen magt? Sikkert ikke mere end andre mennesker. De er underlagt præcis de samme afværge- og bortforklaringsmekanismer som vi. Som en slags magisk ønsketænkning forsikrer de hinanden om at det nok skal gå, at vi i Danmark gør mere end så mange andre. De sætter deres lid til at teknologien, som en anden superhelt kommer med mirakelkuren og fikser det hele. Og vanetænkning og magelighed tager langsomt og sikkert pladsen fra mod og handlekraft.

Jeg misunder dem ikke. For deres ansvar er i disse år ufatteligt stort og eftertiden vil dømme dem hårdt for deres svigt hvis de ikke handler nu.

Jeg forstår dem med en del af mig, men jeg anklager dem!! Jeg anklager dem for magtmisbrug og for at give efter for magelighed.

Jeg anklager dem – og jeg tilgiver dem ikke, thi de ved godt hvad de gør.

I min ungdom havde vi et slogan der sagde, at politik var for vigtigt til at overlade til politikerne. Det har aldrig været mere sandt end i dag.

Politikere gør det, som folkeviljen presser dem til. Så hvis vi presser dem til at gøre det de plejer, fordi vi ikke kan forestille os andet, så gør de dét. Ja, jeg ved godt at de også har interessegrupper de skal tilgodese. Men vi er altså en interessegruppe. Hvis vi er mange nok. Og hvis vi taler højt og klart nok.

Det er på tide, at vi begynder at opføre os som voksne, ansvarlige mennesker og gøre hvad tiden kræver af os. Vi har ikke tid til afmagt og klimadepression. Vi har et arbejde der skal gøres. Og kig dig omkring, hvis du føler dig alene med din angst og bekymring. Der er mange andre som dig, og vi har brug for hinanden. Alene kan vi så lidt, sammen kan vi så meget, så find sammen med andre der har det lige som dig. Selvom du måske ikke tror det, så er der brug for netop dig, med dine evner og din energi. Du behøver ikke at gøre alting. Men gør noget. Hvad præcis du skal gøre, finder du ud af. Men hjælp til når lokummet brænder. Der er brug for dig. Fordi du elsker dine børn og børnebørn overalt på jorden og vil gøre alt for dem. Del, hvis du er enig.

(Indlægget blev bragt i Nordjyske 10.12. 2018)