Lige nu står verden med to store udfordringer. Trump og dele af EU. Kina forsøger faktisk noget, om end de ikke gør det godt nok. Vigtigt at huske er de CFC-gasser der stadig udledes til skade for ozonlaget. Kineserne bruger jo de billigst mulige isoleringsmaterialer i deres byggeindustri, derfor ses der stadig udledning derovre. USA har desværre en officiel holdning omkring klimaet, der ikke begunstiger de tiltag andre forsøger derovre, herunder Californien og New York. Donald Trump har et forkvaklet syn på hvordan han bedst muligt sikrer amerikanske arbejdspladser. Nemlig ved at forlænge den sorte æra med olie og alt det der. At vende det blinde øje til skovbrande og orkaner er Donald Trumps taktik. Præsidenten ved godt at der er klimaændringer i gang, men at tækkes vælgerne er vigtigere. Tænk at man er nødt til at håbe på han ikke bliver genvalgt, så Trump ikke når at anrette for mange skader mere end i en valgperiode. Det var den ene kolos på lerfødder!

Den anden kolos på lerfødder er: Polen og andre medlemmer fra Østeuropa. De har meget svært ved den grønne omstilling. Sovjettiden kaster lange skygger, der betyder at sværindustrien køres gammeldags og kul stadig bruges i stort omfang. Tyskland er også lidt af en synder med kul. Man husker stadig de skræmmende billeder fra nyhederne om deres brunkulsproduktion. Her må vi i Klimabevægelsen forsøge at bevæge politikerne regionalt, nationalt og internationalt til at skrue tempoet op for den grønne omstilling. Det siges jo vi kun har 20-30 år at køre på – skræmmende!

Den største knast i alt der her er vores økonomiske tankegang med børskurser etc. Mennesket er jo et væsen, der tænker mere som individ end kollektivt på mange punkter. Politikerne har vældig svært ved at ændre på en konservativ tankegang. Det siges jo, at mennesket er 40 år om at ændre holdning, så tror da pokker det går så trægt. Min optimisme ligger så i at f.eks. et sublimt samarbejde for 48 år siden fik Apollo 13 retur til jorden, så alle ombordværende overlevede. En anden milepæl var de nødvendige skridt til gunst for ozonlaget til trods for at Kina lige synder lidt i øjeblikket. Alt i alt føler jeg mig sikker på mennesket formår at rette delvist op på de igangværende ødelæggelser af jordens systemer inden deadline. Ondskaben må tøjres og fornuften råde, så kommer der gang i et enestående samarbejde lokalt og internationalt. Det er set før i menneskehedens historie både i krigstid og fredstid.

Til slut har jeg også et stort ønske helt lokalt: At vores nydanskere bliver mere miljøbevidste og kommer ud af deres biler og over på cyklerne, men det er ikke helt nemt, da de ikke rigtig ved nok om miljøproblemerne.

Flemming Michaelsen