Denne sommers ekstreme tørke har jeg svært ved ikke at forbinde med klimaforandringerne. Og jeg er bange for fremtidige klimakatastrofer.

I den smukke danske sommersang ”Danmark, nu blunder den lyse nat” lyder det: ”byger, der går og kommer, det er den danske sommer”. Sådan er det ikke i år, vi har fået tørke i stedet for byger. I et andet vers lyder det: ”Pigernes latter og lyse hår, leg som får aldrig ende”, men tænk hvis legen og latteren får en ende pga. ekstreme vejrsituationer!

Jeg har et barnebarn på 5 år, Caroline. Det løber mig koldt ned ad ryggen ved tanken om, at hendes glade latter skulle forstumme, når hun som 18-årig vil begive sig ud i sommernatten.

Og jeg spørger mig selv, hvordan det er kommet så vidt, at vi mennesker med højt udviklet intelligens på et splitsekund af menneskehedens historie er godt i gang med at ødelægge livsgrundlaget for vores børnebørn her på kloden.

I min optik virker det, som om vi har overbevist os selv og hinanden og vores uansvarlige politikere om, at vi er i vores gode ret til at leve, som vi gør til trods for, at det er veldokumenteret hvor stor skadevirkningen af vores grådige overforbrug er for klimaet. På bekostning af vores børnebørns fremtid fortsætter vi hæmningsløst. Hvor svært kan det være at få os alle sammen til at forbruge mindre med politiske tiltag? Det haster! Vi har ikke tid til at vente på teknologiske løsninger, siger Jesper Theilgaard, hvis vi skal undgå uafvendelige klimakatastrofer. Vi har alle et ansvar for at stemme på politikere, der sætter klimaet højest på dagsordenen. Politikere, som vil og tør skabe de nødvendige rammer for, at vi i fællesskab kan nedsætte vores CO2-udslip.

Caroline har ikke tid til at vente, hvis hendes latter også i fremtiden skal kunne høres i den lyse sommernat.

(Skrevet af Gudrun Dalgaard. En revideret version af indlægget har været bragt i Politiken den 30.7. 2018.)