Der er ved at ske en stor forandring for mange mennesker. Et bevidsthedsskred kunne man næsten kalde det. Lidt efter lidt har vi opdaget, at det nu er alvor med klimaet. At vores verden vil forandre sig. At det har været alvor siden 70’erne vil mange videnskabsfolk sikkert sige, men de er ikke blevet hørt, hverken af politikerne eller i den brede offentlighed.

Er vi selv blevet bevidstløse forbrugere?
Kan det virkelig passe, at de frie markedskræfter skal være afgørende for, hvordan vi varetager miljø, dyr, osv.? Er vi selv blevet bevidstløse forbrugere, der køber tøj og ting til vores hjem, vi egentlig ikke behøver? Jeg er begyndt at spørge mig selv, om jeg har brug for den og den genstand, det stykke tøj, jeg begærligt står og kikker på. Giver vi vores børnebørn unødvendige luksusting i stedet for at gå tur med dem i skoven eller på stranden og senere fortælle dem sandheden om klimakrisen? Kunne vi fortælle dem om vores respekt for alt levende? Måske tage med dem på højskole og dér få mere viden om, hvordan vi bedst passer på vores jord?

Vores klimaminister har udtalt: ” Hvis vi skal have råd til at håndtere klimaforandringerne, kræver det økonomisk vækst.” For mig er det en fuldstændig absurd udtalelse. Det er netop den økonomiske vækst, der har skubbet til forurening, madspild, dyremishandling, CO2 udledning. Konsekvenserne er blevet tørke, skybrud og oversvømmelse.

Klimaet skal øverst på dagsordenen til valget
Både i det små, i hverdagen og på det store felt, det politiske og det økonomiske, bør vi forsøge at få indflydelse. At blive hørt.
Det er gået op for mig, at vi skal stemme på de partier og de politikere, der vil sætte klimaet øverst på dagsordenen til valget. Før alt andet!

Mange mennesker, der har nået aldersgruppen 50 plus, (jeg er selv 69), er begyndt at mødes og tale sammen. Her i Aalborg har vi dannet en lokalgruppe af Bedsteforældrenes Klimaaktion. Se vores Facebookside, hvis du er interesseret. Vi indsamler fakta, der bliver næsten ikke skrevet om andet end klimakrisen, men vi bruger også vores følelser. Taler om vores bekymring for børnebørnenes fremtid. Og hvad vi enkeltvis kan gøre: Undgå madspild, tage offentlig transport, lave samkørsel, tage færre flyrejser, spise mindre oksekød (et voksent menneske har brug for 50 gram protein om dagen, det svarer til et æg), undgå at bruge gift i vores haver.

Hvad kan vi kræve af politikerne: Omlægge til grøn energi, støtte byggeri af lavenergihuse, omlægge transportsektoren, støtte produktion og salg af elbiler. Støtte det økologiske landbrug. Lægge afgift på flyrejser. Og meget mere.

Tænk, hvis vi kunne efterlade en natur til vores børnebørn, der har diversitet; en varieret løvskov; vandløb, der kan drikkes af; dyr, der får lov at gå ude det meste af året; afgrøder, vi selv dyrker; bier, der kommer tilbage, fordi blomsterne kommer tilbage og sprøjtegiften aftager på markerne.

Vi, der er 60 plus, er måske stået af ”hamsterhjulet”, og kan få tid til at sætte os ind i klimakrisen. Tid til at tale sammen. Tid til at tage ansvar og handle.

Skrevet af Karen Stoltze og bragt i Nordjyske Stiftstidende 2.9. 2018