Af Michael K. Nielsen, medlem af Bedsteforældrenes Klimaaktion (uddannet som bygnings ingeniør)

Jeg er en af de personer, der egentligt har haft det fint med at det blev lidt varmere her i landet, at sommeren blev lidt længere og at der kom mindre sne om vinteren. Jeg dyrker faktisk vindruer i haven og kan lave en hæderlig hvidvin. Men gradvist over de sidste par år er det jo blevet klart, at der er noget galt med klimaet både globalt og lokalt, især efter den seneste lange tørke periode i det meste af Europa.

Landmændene har haft en markant dårligere høst i år, så vi må supplere med indkøb fra udlandet. Men det er jo ikke sikkert at det vil være en mulighed fremover, hvis klimaet generelt bliver mere uforudsigeligt, enten med for meget nedbør, for varmt eller alt for tørt.

Der er til al held flere borgere der sætter klimainitiativer i gang, og mange af dem er politisk neutrale. Bedsteforældrenes Klimaaktion er et samlingspunkt for klima bekymrede bedsteforældre, og som et svar på Charlotte Fischers kronik af lørdag d. 29. september 2018, så er vi en hel del borgere der er meget parate til at gøre en indsats her-og-nu, vi venter ikke på hvad naboen gør, og hvad  politikerne, EU og FN kommer op med. Vi mener, at vi er nødt til at agere på den information, der er til rådighed nu, og ændre vores forbrugsmønstre.

Hvorfor kan Bedsteforældre generationen (50+) så gøre en forskel?

  • Vi har svinet med CO2 i mange år (delvist ubevidst!).
  • Vi føler et ansvar for vore børn og børnebørns fremtid.
  • Vi har en unik adgang til vores familier, indefra! det er jo ikke nemt for børnefamilier at interessere sig dybt for klimaet, her kan vi formidle viden og holdninger.
  • Vi har mere tid til at fokusere, og involvere os i klima spørgsmål, end børnefamilier.
  • Vi vil blive opfattet som neutrale, og ikke blive opfattet som “Karl-smarte” der gør en indsat for egen vindings skyld.

Man behøver ikke at kunne alle tallene for CO2 udledning og kende de “frække” klima-ord og -begreber for at være en bekymret borger der vil gøre noget aktivt! Vi arbejder i øjeblikket på et notat, vi kalder Bedsteforældrenes “klima kompas”, der udover noget baggrundsviden også giver konkrete klima råd, en slags Klima top-ti liste over fornuftige ting, man selv kan gøre, baseret på data og rapporter fra Concito, Teknologisk institut, Landbrugs styrelsen m fl.

Det er meget vanskeligt at kunne sammenligne 1:1 om det fx. er værre at køre i bil end at spise røde bøffer, eller hvordan det er med lokale grøntsager, sammenlignet med importerede!?

Hovedregel: Forbrug mindre!

Anskaffelse af ting og sager koster 4,5 ton CO2/år/person.

  • kør mindre i din bil, eller køb en el-bil
  • brug offentlig transport, delebils ordning eller cykel
  • spis mindre rødt kød og spis flere grøntsager
  • begræns madspild
  • køb årstidens grøntsager, gerne lokalt dyrket
  • brug dit tøj længere og køb mindre nyt
  • genbrug mest muligt
  • køb færre nye ting, og køb noget, der holder længere, og som kan repareres og opdateres
  • drop de lange flyrejser
  • begræns brugen af plastik og unødvendig emballage, sig nej til papir reklamer
  • køb grøn strøm, eller spar på strømmen
  • sorter dit affald
  • køb FSC certificeret træ og træ produkter, der sikrer ordentlig skovdrift
  • efterisoler dit hus, eller spar på varmen

Vi kan ikke løse klimaproblemerne med en indsats på 1 eller 2 områder (fx. stop al flyvning eller bilkørsel). Vi er nødt til at arbejde over en bred front!

Det er bedre med mange, der laver mange små adfærds ændringer, end få der er helt frelste

Vores klimaaftryk er meget forskelligt afhængig af om vi er unge eller gamle, om vi bor i hus eller lejlighed, om vi har behov for bil eller ej, om vi har råd til lange flyrejser osv. Derfor må vi hver især gøre det vi kan, uden at pege fingre af andre.

Vi arbejder også ud fra tesen om at vi vil informere og agere positivt og konstruktivt. Vi både kan og vil gøre noget! Dommedags- og trusselscenarier sælger ikke billetter.

Vi er jo ikke parate til at gå ned på en levestandard, som de har ude på landet i Asien, for at formindske vort CO2 udledning, så det er bydende nødvendigt, at vi omlægger store dele af vor transportsektor, el og varmeforsyning til grøn energi (vind, sol, biobrændsel og vandkraft osv.)

Der er til alt held også mange positive tiltag igang, bla Klima- og Klima+ kommuner; COOP arbejder meget med at fjerne unødvendig emballage; REMA 1000 fejrer 10 års kamp mod madspild; pressen dækker klima-emnet tæt; der er fokus på grønne investeringer i bankverdenen; 15.000 deltog i Folkets klimamarch … Der er en stærkt øget klima bevidsthed.

Vores bevidste klima valg som forbrugere og almindelige borgere vil gøre en markant forskel. Det vil få politikere, producenter og beslutningstagere til at lytte!

(Indlægget er sendt til Politiken 30.9. 2018)