FRA: DER SPIEGEL ONLINE INTERNATIONAL 5/5 2010

Den tyske avis DER SPIEGEL ONLINE INTERNATIONAL offentliggjorde den 5 maj 2010, på baggrund af skjulte lydoptagelser, en rekonstruktion af de sidste afgørende forhandlinger under COP15. En fuld dansk oversættelse følger herunder.

Link, engelsk: http://www.spiegel.de/international/world/0,1518,692861,00.html
Link, tysk: http://www.spiegel.de/spiegel/0,1518,692438,00.html
Under disse links kan du også høre de optagede lydklip fra mødet. 

KØBENHAVNER PROTOKOLLEN

Hvordan Kina og Indien saboterede FN's klimatopmøde
Af Tobias Rapp, Schwägerl Christian og Gerald Traufetter

Hvad foregik der virkeligt på FN's klimakonference i København? Skjulte optagelser netop offentliggjort fra tyske DER SPIEGEL afslører nu – ifølge reportagen - hvordan Kina og Indien forhindrede indgåelse af en aftale om bekæmpelse af klimaændringer på dette afgørende møde. De magtesløse europæere blev tvunget til at se til, mens aftalen faldt på gulvet.

På et tidspunkt kom hans tålmodighed til en ende, så udtømt som ilten i det lille mødelokale. Han kunne ikke længere holde stille, ikke engang et sekund. Ordene udbrød pludseligt fra den franske præsident Nicolas Sarkozy: "Jeg siger dette med al respekt og i al venskab." Alle i lokalet, der omfattede to dusin statsoverhoveder, vidste, at han mente det stik modsatte af, hvad han sagde. "Med al respekt for Kina” fortsatte den franske præsident, stadig på fransk.

Den Vestlige verden, sagde Sarkozy, har lovet at reducere udledningen af drivhusgasser med 80 procent. "Og til gengæld siger Kina, som snart vil være den største økonomiske magt i verden, til verden: Forpligtelser gælder kun for dig, men ikke for os." Sarkozy tog yderligere tilløb, og sagde så: "Dette er fuldstændig uacceptabelt!". Den franske præsident understregede den diplomatiske konflikt yderligere da han sagde: "Dette er i virkeligheden essensen i det hele, og man skal reagere på dette hykleri!"
Der blev stille i rummet. Selv mobiltelefoner holdt op med at ringe. Det var fredag den 18 december 2009, omkring kl. 16.00. Det var det øjeblik, hvor verdens ledere på mødet i København opgav deres bestræbelser på at redde verden.

Topmødet i topmødet
Verdens mest magtfulde politikere var samlet i "Arne Jacobsen" mødelokalet i Københavns Bella Center, for at forhandle måder hvorpå man kunne beskytte verdens klima. USA's præsident Barack Obama var sad på kanten af en træstol med blå polstring og talte med den tyske kansler Angela Merkel og den britiske premierminister Gordon Brown. Den blå turban fra den indiske premierminister Manmohan Singh lå og vuggede ovenpå et par hastigt samlede potteplanter. Mødet blev hurtigt døbt "mini-topmødet for de 25".

Den Etiopiske premierminister Meles Zenawi var der, som repræsentant for det afrikanske kontinent, og den mexicanske præsident Felipe Calderon stod i nærheden. Kun én vigtig person fra verdens førende lande manglede, et fravær, der kom til at symbolisere det mislykkede klimatopmøde, nemlig kinesiske premierminister Wen Jiabao. I stedet blev Obama siddende overfor Kinas viceudenrigsminister, He Yafei. Det var en diplomatisk fornærmelse, som skulle blive nævnt i løbet af mødet. Selv tre måneder efter de bemærkelsesværdige begivenheder på klimatopmødet i København, så den kinesiske leder stadig ud til at føle et behov for offentligt at begrunde sit fravær i rummet på det tidspunkt. Og de, der var til stede, er stadig ikke helt klar over, hvad der faktisk blev aftalt under forhandlingerne.

Siden det Københavnske topmødekollaps, har den internationale klimapolitik vaklet som et dødeligt såret dyr - noget der også kan iagttages på det mød, der finder sted i denne uge ved Petersberg konferencecenter udenfor Bonn i Tyskland.

Rekonstruktion af det afgørende møde
Offentligheden blev holdt næsten helt i uvidenhed om det hektiske krisemøde, der fandt sted bag lukkede døre i København og trak ud i 10 timer. Det siges, at kineserne åbent skulle have advaret deres danske værter mod indiskretion.

Nu er DER SPIEGEL for første gang i stand til at rekonstruere den afgørende sidste halvanden time fra mødet denne skæbnesvangre fredag. Lydoptagelser af historisk betydning, i form af to lydfiler, med en samlet størrelse på 1,2 gigabyte, og som blev skabt ved et uheld, danner grundlag for denne rekonstruktion.

Den indgåede Københavner-protokol er et tydeligt bevis for, at mødet som Gordon Brown kaldte "den vigtigste konference siden Anden Verdenskrig" endte i et diplomatisk nul. Som hvis man kigger gennem et forstørrelsesglas, så fremtoner konturerne af en ny politisk verdensorden, formet af den nye asiatiske selvtillid og af vestens afmagt.

"Hvad venter vi på?" siger Kansler Merkel på engelsk, i håb om at bringe de vaklende forhandlinger tilbage på sporet. I mellemtiden er mere end 100 andre verdensledere, mennesker, som tilsyneladende ikke havde nogen indflydelse på sagen, begyndt at kede sig i plenum salen ved siden af. De mente tilsyneladende, fejlagtigt skulle det vise sig, at det 25-medlemmer-rige mini-topmøde ville producere en slags dokument.

Faktisk havde en trykket stemning allerede spredt sig i det store kongres center. Den brogede forsamling af miljøaktivister havde været låst ude af konferencen inden da, så kun deres forladte boder var tilbage, stående i dette ingenmandsland af verdens formodede frelsere.

”Nogen Indsigelser”
Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen åbnede mødet i Arne Jacobsen værelset. Selv om han var vært, manglede Rasmussen erfaring med de gældende forhandlingsregler på den internationale scene, og han virkede lidt desorienteret i labyrinten af international klimapolitik. Han sagde, at et udkast til en aftale var blevet udarbejdet og som afspejlede bekymringerne hos de deltagende lande. "Jeg tror, at vi nu skal spørge, om der er nogle væsentlige indvendinger," sagde han stille på sit ikke-helt-perfekt engelsk. Med usikkerhed i stemmen, vendte han mikrofonen over for at en af hans juridiske rådgivere, kunne udrense de fejl, der havde sneget sig ind i det hastigt udarbejdede skriftlige aftaleudkast.

Hvornår har det nogensinde har været tilfældet på en international konference, at verdens ledere skulle beskæftige sig med disse mindre detaljer? "Jeg tror ikke noget lignende nogensinde har sket, og jeg er ikke sikker på, om sådan noget nogensinde vil ske igen," siger FN's chefforhandler Yvo de Boer.
Miljøministre og bureaukrater havde forelagt deres chefer med et 200-siders bundt af dokumenter, fordi de ikke havde kunnet blive enige om emissionsniveauer, reduktionsforanstaltninger og kontrolforanstaltninger. Da stats- og regeringscheferne ankom torsdag, var de chokerede over det kaos deres underordnede havde forladt dem efter 10 dages forhandlinger.

”Vi har brug for mere tid”
Torsdag aften var Danmarks dronning Margrethe vært for en gallamiddag for verdens ledere i parlamentsbygningen. Samtidig havde den kinesiske leder hørt rygte om, at den amerikanske regering havde planlagt en vigtig runde forhandlinger uden at invitere ham personligt. Wen Jiabao var fornærmet og trak sig tilbage til sit hotelværelse, hvor han, til stor irritation for de andre ledere, opholdt sig det meste af den resterende del af konferencen.

I stedet sendte han sin forhandlingspartner He Yafei til det natlige møde mellem verdens ledere. I fællesskab bad de den danske vært om at reducere det massive virvar af dokumenter til et par, vigtige sider. De indeholdt stadig nogle erklæringer markeret med fed, såsom målet om en 50-procents reduktion i de globale CO2-emissioner i 2050 (sammenlignet med fra 1990 som udgangspunkt). Den slags forpligtelser ville have krævet, at USA, Kina og Indien også skulle acceptere at reducere deres udledning af drivhusgasser til det halve. På det tidspunkt var Achim Steiner fra De Forenede Nationers Miljøprogram (UNEP) stadig fortrøstningsfuld overfor den foreliggende potentielle aftale, og sagde: "Dette er ikke et tog vrag. Den har virkelig tænder!"

Med en succes i denne størrelsesorden, ville de europæiske ledere, især Angela Merkel, have været i stand til at vende hjem til juleferien med hovedet højt hævet.

Forhandlinger under tidspres
Men nu, denne fredag eftermiddag, kiggede den kinesiske forhandler på dokumentet fra den foregående aften og sagde: "Hr. formand, i betragtning af betydningen af papiret, ønsker vi ikke at være forhastede ... Vi har brug for mere tid." Yafei er en af sit lands bedste diplomater, en kosmopolitisk mand med uindrammede briller, der har en bedre beherskelse af det engelske sprog end mange af verdens ledere, der sad ved samme forhandlingsbord.

He Yafei forsøgte at få tiden til at gå og anmodede konstant om pauser, fordi han havde brug for at rådføre sig med sin statsminister, Wen Jiabao. Merkel forøgede presset ved at sige: "Så, nu skal vi videre". Der var stadig to vigtige pladsholdere, X og Y, i udkastet til aftalen. De markerede de steder, hvor de procentvise mål for reduktioner i udledningen af drivhusgasser for henholdsvis de industrialiserede nationer og nye vækstlande skulle indsættes. "Vi kan ikke gå over og sige pæne ting, men x-og y-vent venligst et år eller så," sagde Merkel. Den tyske kansler var fast besluttet på at sikre et tilsagn fra Kina og Indien i at deltage i indsatsen mod klimaforandringerne.

Men Kina og Indien var ikke villige til at indgå denne forpligtelse. Bag ryggen på europæerne, havde de tilsyneladende indgået deres egen aftale med Brasilien og Sydafrika. "Vi har alle sammen hele tiden sagt, du må ikke foregribe muligheder!", sagde en repræsentant for den indiske delegation, hvilket fik Merkel til at udbryde: "Så du ønsker ikke en juridisk bindende aftale!"

Dette fik den indiske forhandler til at sige vredt: "Hvorfor foregriber du mulighederne? Du har hele vejen sagt, foregrib ikke mulighederne, og nu ønsker du at foregribe mulighederne. Det er ikke fair!". Den kinesiske forhandler He Yafei støttede denne bemærkning.

En overtrædelse af processen
Den Britiske premierminister Brown forsøgte med klangfuld stemme at mægle. "Jeg synes, det er vigtigt at anerkende, hvad vi forsøger at gøre her," sagde han. "Vi forsøger at reducere udledningerne i 2020 og 2050. Det er den eneste måde hvorved vi kan retfærdiggøre at være her. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan retfærdiggøre de offentlige penge, der bliver brugt til at gøre dette. Det er den eneste måde, vi kan begrunde vores bestræbelser på at indgå en aftale."

Den Norske statsminister Jens Stoltenberg påpegede, at det var inderne, der havde foreslået konkrete emissionsreduktioner for de industrialiserede lande i aftalen. Men Indien havde foretaget en kovending i løbet af få timer og var ikke længere interesseret i sit eget forslag. Et uidentificeret medlem af gruppen var oprørt, og udbrød: "Jeg er overrasket over, at vores indiske ven vil sige, at et ændringsforslag fra den indiske miljøminister fra i morges ikke længere er der. Dette er et brud på processen".

Merkel gjorde et sidste forsøg. Reduktionen af drivhusgasser med 50 procent, det vil sige at begrænse den globale opvarmning til 2 grader Celsius, var en henvisning til, hvad der er skrevet i IPCCs (Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer) rapport. Så frembragte hun en dramatisk appel til de lande, der søgte at blokere aftalen: "Lad os antage en 100 procent reduktion, dvs. ingen CO2-udledning fra de udviklede lande længere. Selv med en sådan antagelse, hvis vi skal nå målsætningen om de to grader, så bliver man nødt til at reducere kulstof emissioner i udviklingslandene. Det er sandheden".

Nægter at give efter
Selvfølgelig vidste den kinesiske forhandler He Yafei udmærket godt, at Merkel havde ret, hvilket netop var derfor han ikke kunne blive enig med hende i forslaget. Det ville have betydet, at Kina var forpligtet til at begrænse sin økonomiske udvikling. Tocifrede væksttal ville ikke længere være en mulighed for den asiatiske gigant. Den kinesiske diplomat nægtede at give efter for europæernes krav, og replicerede: "Tak for alle disse forslag. Vi har sagt meget klart, at vi ikke kan acceptere 50 procents reduktion. Vi kan ikke acceptere det."

Det var på det tidspunkt, hvor Sarkozy, der havde fået nok, beskyldte kineserne for hykleri. Som en af deltagerne erindrer: "Der var en følelse af, at vi havde nået en blokering, en afgrund".

Så rejste den politiker sig op, hvis krav på at være den mest magtfulde mand i verden snart ville være baseret udelukkende på hans mange atomvåben: USA's præsident Barack Obama. På dette tidspunkt turde næsten ingen i rummet end ikke bide i de klamme mozzarella sandwiches, som konstant blev serveret.

Obamas knivstik i ryggen på europæerne
Ligesom europæerne, var den amerikanske præsident også opsat på at sikre en forpligtelse til at beskytte klimaet mod de nye økonomiske supermagter, Kina og Indien. "Jeg tror, det er vigtigt at bemærke, at der er betydelige hensyn, der skal overvejes," sagde han med en stemme, der antydede en statsmands fremsynethed.

Obama påmindede hans kollegiale ledere, at de industrialiserede lande også er afhængig af viljen hos deres borgere til at bidrage til at redde klimaet. "Set fra de udviklede lande…, for at vi kan være i stand til at mobilisere den politiske vilje inden for hver af vores lande til, ikke kun at gennemføre væsentlige reduktionsindsatser hos os selv, som i sig selv er meget vanskelige, men også til derefter at kanalisere ressourcer fra vores lande til udviklingslande, det er en meget tung opgave", sagde Obama. Derefter, rettet direkte til Kina, tilføjede han: "Hvis der ikke er nogen følelse af gensidighed i denne proces, vil det blive svært for os nogensinde at komme fremad på nogen signifikant måde".

Endelig adresserede Obama den diplomatiske fornærmelse som den kinesiske premierminister havde leveret med sit fravær: "Jeg nærer meget stor respekt for den kinesiske repræsentant her, men jeg ved også, at der er en øverste chef her som tager en række politiske beslutninger. Jeg ved, at han giver dig vejledning i denne fase ".

Men så stak Obama europæerne i ryggen ved at sige, at det ville være bedst at lægge konkrete reduktionsmål på hylden for en tid. "Vi vil forsøge at give nogle muligheder for en løsning uden for denne multilaterale scene ... Og jeg siger dette i tillid til, at jeg er overbevist om, at Kina stadig ønsker en aftale, ligeså meget som vi gør".

Andre forretninger at deltage i
I slutningen af sin lille tale, som varede 3 minutter og 42 sekunder, nedtonede Obama endda betydningen af klimakonferencen, ved sin tilføjelse: "Nicolas, vi bliver her ikke til i morgen. Jeg lader dig det bare vide. Vi har alle sammen andre overordentlig vigtige forretninger at passe".

Nogle i rummet følte sig utilpasse. Præcis hvilken side var Obama på? Han kunne ikke score nogen indenrigspolitiske point med klimaspørgsmålet. Den generelle konsensus var, at han ikke var villig til at indgå et juridisk bindende tilsagn, fordi det ville blive brugt imod ham i den amerikanske Kongres. Var han blot interesseret i at forlade København som en selvhævdende statsmand?

Det var nu klart, at Obama og kineserne faktisk var i samme båd, og at europæerne var ved at drukne.
Den kinesiske forhandler afviste selvsikkert Obamas kritik med svaret: "Jeg taler ikke på vegne af mig selv, men på vegne af Kina". Så tog han fat i den franske præsidents udbrud, og sagde: "Jeg hørte præsident Sarkozy tale om hykleri. Jeg tror, jeg forsøger at undgå sådanne ord selv. Jeg forsøger at gå ind i argumenterne og drøfte det historiske ansvar".

En lektion i historie
He Yafei besluttede at give gruppen en lektion i historie: "Folk har en tendens til at glemme, hvor det kommer fra. I de sidste 200 års industrialisering har de udviklede lande bidraget med mere end 80 procent af emissionerne. Dem der skabte dette problem er også ansvarlig for den katastrofe, vi står over for". Sikke en ydmygelse det var for kansler Merkel. Billeder blev senere taget af hende iført en lyserød silke blazer, men med hendes ansigt fremstående gråt og udmattet. Hun forsøgte at vise verden en værdig facade, mens hun omtalte den "nye klima verdensorden", som var blevet indgået i København.

I private samtaler efter mødet, var det klart, at hun var rasende over mødets kollaps. Hun svor, at hun ikke ville risikere den samme form for ydmygelse igen. Kansleren var dybt forurettet over den kinesiske og indiske magtarrogance, og af Obamas manøvrering.

Hun må have følt sig meget ensom i det rum, med dets sennepsfarvede vægge. Og det kinesiske spil var ikke slut endnu. "Jeg har et procedure spørgsmål", sagde He Yafei. "Jeg beder om en suspension i nogle minutter til at konsultere. Vi har brug for lidt tid til at konsultere". Hvad han mente var, at han ønskede at foretage et telefonopkald til hans premierminister.

"Hvor længe?" spurgte Merkel.

Formanden, Rasmussen, traf afgørelsen. "Vi mødes igen kl. 16:30. Fyrre minutter".

Beslutninger truffet andetsteds
Men mødet blev ikke genoptaget. De vigtigste beslutninger blev truffet andre steder - uden europæerne. Inderne havde reserveret et værelse en etage nedenunder, hvor premierminister Singh mødtes med sine kolleger, den brasilianske præsident Lula da Silva og Sydafrikas præsident Jacob Zuma. Wen Jiabao var der også. Kort før kl. 19, brast den amerikanske præsident Obama ind i det hyggelige lille møde mellem de voksende økonomer.

På dette møde blev alt hvad der var vigtigt for europæerne, fjernet fra udkastet til aftalen, navnlig de konkrete emissions-reduktionsmål. Senere havde europæerne - ligesom de øvrige diplomater fra alle de andre magtesløse lande, som havde været overladt til at vente i plenarsalen - intet andet valg end at gummistemple det beskedne resultat.

”For kompliceret”
Der er en politiker, der tænkte en hel del om hans oplevelser i Arne Jacobsen rummet i december 2009: Den Mexicanske miljøminister Juan Elvira Quesada. Hans land vil være vært for det næste store klimatopmøde til november.  I København lærte Quesada, at den eksisterende procedure er ineffektiv. "Når mere end 190 lande forventes at nå til enighed, er det simpelthen for kompliceret", siger han.

På novembermødet i Cancun, siger han, vil han foretrække ikke at berøre det dokumentet, der møjsommeligt blev udarbejdet blandt en lille gruppe af verdens ledere. "Hvis vi bare skal gå videre ud fra Københavnerpapiret, så vil det være en katastrofe".